Nævnet meddelte i november opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/44/DH. Indrejst i 2011. Genoptaget sag.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den [dato i foråret] 2014 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved du som medfølgende barn blev meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den [dato i] 2025 blev din datter, [navn], født. Ved mail af [dato i efteråret] 2025 har du sendt en mail til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgår, at du som afghansk kvinde anmoder at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Du har også skrevet, at du har søgt om opholdstilladelse på vegne af din datter [navn] og ønsker en afklaring på, om en beslutning om ændring af dit opholdsgrundlag vil påvirke hendes sagsbehandling og ret til ophold. Udlændingestyrelsen har den [dato i efteråret] 2025 videresendt din henvendelsen til Flygtningenævnet, fordi Flygtningenævnet er den myndighed, der kan tage stilling til din anmodning, som betragtes som en anmodning om genoptagelse. Flygtningenævnet har besluttet også at oprette en sag vedrørende din datter, [navn]. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i jeres sager fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en konkret vurdering af jeres sager, finder Flygtningenævnet således, at du og din datter skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”
Løbenummer: Afgh/2025/43/DH