Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk vietnameser og buddhist. Han er født og opvokset i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han intet netværk har i Vietnam, og at han frygter diskrimination som følge heraf. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie er i Danmark. Han har alene været i Vietnam i forbindelse med en ferie, da han var [barn]. På denne ferie oplevede ansøgeren, at de lokale så ned på ham og hans familie, idet de var fra udlandet. Ansøgeren frygter endvidere forfølgelse som følge af, at han i Danmark er idømt fængselsstraf for overtrædelse af [en bestemmelse i straffeloven]. Flygtningenævnet tiltræder, at det er lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Vietnam. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet henviser i det hele til Udlændingestyrelsens begrundelse, herunder om de generelle forhold i Vietnam samt oplysningerne om, at ansøgeren og hans familie tidligere har holdt ferie i Vietnam. Det bemærkes i tilknytning hertil, at ansøgeren har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med de vietnamesiske myndigheder eller grupperinger i landet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Viet/2025/1/sahe