Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst senest i 2022.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren indrejste i Danmark som mindreårig sammen med sine forældre i [midt 1980’erne], og blev [i sommeren] 1987 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2, som medfølgende barn til sin far. Ansøgeren blev registreret som værende udrejst af Danmark [i efteråret start 1990’erne] og blev [i foråret start 1990’erne] gift med en libanesisk statsborger i Libanon. Ansøgeren indrejste igen i Danmark [i efteråret midt 1990’erne] og tilbagekaldte [i vinteren 1996/1997] sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på udrejse til Libanon. [I vinteren 1996/1997] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 3, og udrejste herefter til Libanon. Ansøgeren er herefter senest indrejst i Danmark [i foråret] 2022 på et gyldigt visum. [I sommeren] 2022 søgte ansøgeren om familiesammenføring til sin herboende [familiemedlem]. [I efteråret] 2022 blev hendes ansøgning om familiesammenføring afvist, og hun blev meddelt en udrejsefrist til [dato i efteråret] 2022. Ansøgeren søgte herefter den [i vinteren 2022/2023] om asyl. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle i Libanon. Til støtte herfor har ansøgeren blandt andet oplyst, at hun som [mindreårig] blev tvangsgift med sin tidligere ægtefælle, der er hendes [familiemedlem]. Ansøgeren blev under hele ægteskabet udsat for psykisk og fysisk vold. Ansøgerens tidligere ægtefælle blev under deres ægteskab gift med en ny kvinde, og overtog deres fælles bolig, der ligger i samme ejendom, som ansøgerens bopæl. Ansøgeren frygter sin ægtefælle på grund af deres historik, og ansøgeren har ikke længere nogen hjemmeboende børn, som kan beskytte hende mod ham. Videre har ansøgeren henvist til, at hun er enlig kvinde uden netværk i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at situationen i Libanon er ustabil, og at hun som enlig kvinde er særligt udsat. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men finder ikke, at dette kan føre til, at der meddeles hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det er nævnets vurdering, at ansøgerens konflikt med sin tidligere ægtefælle ikke har et omfang og en intensitet til, at hun kan meddeles asyl. Det beror udelukkende på hendes egen formodning, at hendes tidligere ægtefælle vil udsætte hende for overgreb, hvis hun vender tilbage til Libanon. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft nogen kontakt med den tidligere ægtefælle efter skilsmissen i [årstal mellem 2015-2020]2018 frem til sin udrejse af Libanon i [foråret] 2022, og at hun ikke efter skilsmissen har været udsat for fysiske overgreb eller trusler fra sin tidligere ægtefælle. Det er indgået i nævnets vurdering, at den tidligere ægtefælle efter skilsmissen har været bekendt med hendes opholdssted, men ikke har udvist vilje til at udsætte hende for overgreb eller trusler. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering, at hendes tidligere ægtefælle angiveligt har spredt rygter om hende i lokalsamfundet, hvor der generelt ses ned på fraskilte kvinder. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har været udsat for trusler eller overgreb fra lokalbefolkningen som følge af skilsmissen eller som følge af de rygter, som hendes tidligere ægtefælle måtte have spredt om hende efter skilsmissen. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft eller frygter konflikter med myndighederne, grupperinger eller øvrige privatpersoner i Libanon. Det forhold, at ansøgeren i 1987 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin fars tidligere aktiviteter i Libanon, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, der ligger snart 40 år tilbage i tiden, og at ansøgeren har været i stand til at bo i Libanon i perioden fra [start 1990’erne] til 2022 uden at opleve problemer i den forbindelse. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der for så vidt angår ansøgerens henvisning til sin tilknytning til Danmark, og at hun har et ønske om at passe sin syge [familiemedlem] i Danmark, er tale om socialøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde, at hun kan få asyl. Det samme gælder det forhold, at hun er enlig kvinde uden netværk i Libanon, og at hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv i Libanon. Heller ikke de generelle forhold i Libanon, herunder for enlige kvinder uden netværk, kan føre til, at der kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke kan få asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Liba/2025/3/sael
