Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har som asylmotiv henvist til, at hun er i en asylbegrundende situation som følge af ansøgerens herboende søn, [A], der [for omkring 40 år siden] fik opholdstilladelse i Danmark på baggrund af asyl. Ansøgerens søn er ved indrejse til Iran i 2023 og 2024 blevet adspurgt og dobbelttjekket ved sikkerhedskontrol omkring sin identitet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes barnebarn er officer i den danske hær, og han har i den forbindelse været udstationeret i blandt andet [land]. Hun har som asylmotiv videre henvist til, at hun ikke kan tage tilbage til sit hjemland, fordi hun er alene i Iran, hvor der ikke er nogen, som kan hjælpe hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive efterladt uden mulighed for et sikkert og værdigt liv, fordi hun ikke længere har sin mand, børn eller netværk i øvrigt i Iran. I Iran har hun kun sin brors datter i [by A] og sin brors anden datter i [by B]. Hun har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har helbredsmæssige problemer, herunder [flere fysiske og psykiske helbredsmæssige problemer]. I Iran vil hun være overladt til sig selv uden nogen form for støtte til det basale som pleje, mad og medicin. Ansøgerens herboende søn har besøgt ansøgeren i Iran for at passe på hende, og han har betalt for hendes medicin og sundhedshjælp i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Iran på grund af den seneste uro, der har været i landet, som følge af krigen i Mellemøsten, samt de generelle forhold i Iran for blandt andet enlige, ældre kvinder. Flygtningenævnet konstaterer indledningsvis, at ansøgeren både under samtalerne med Udlændingestyrelsen og på nævnsmødet har oplyst, at hun ikke har nogen konflikter med de iranske myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Iran. Det forhold, at ansøgerens herboende søn, [A], [for omkring 40 år siden] fik opholdstilladelse i Danmark på baggrund af asyl, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren afledt af hans forhold meddeles asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens søns forhold ligger mere end 40 år tilbage i tid, at ansøgerens søn adskillige gange har kunnet rejse til og fra Iran de sidste cirka 23 år, ligesom han i den tid i 3-6 uger af gangen har kunnet opholde sig i Iran uden at opleve problemer med de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgerens søn ved indrejse til Iran i 2023 og 2024 er blevet adspurgt og dobbelttjekket ved sikkerhedskontrol omkring sin identitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens søn er således ikke blevet tilbageholdt, og efter Flygtningenævnets vurdering har der været tale om almindelig sikkerheds- og indrejsekontrol. Heller ikke det forhold, at ansøgerens barnebarn er officer i den danske hær og herunder har været udstationeret i blandt andet [land], kan føre til en ændret vurdering allerede fordi, dette forhold ikke er de iranske myndigheder bekendt. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at hun i Iran frygter at være alene, da hun altid har boet sammen med sin ægtefælle, som afgik ved døden [i sommeren] 2023, og at hun ønsker at være sammen med sine børn, herunder sønnen [A], bosiddende i Danmark, og sønnen [B], bosiddende i Tyskland, som kan hjælpe og støtte hende i det daglige, finder Flygtningenævnet, at der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. Vedrørende ansøgerens asylmotiv som følge af hendes helbredsmæssige forhold, [herunder flere helbredsmæssige problemer, som hun medicineres for], finder Flygtningenævnet heller ikke, hverken isoleret eller samlet set, falder under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, idet der ligeledes er tale om socioøkonomiske forhold. Det fremgår således af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, under bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Helbredsmæssige forhold kan dog i helt særlige tilfælde tillægges betydning ved vurdering af, hvorvidt en asylansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren som følge af særlige helbredsmæssige forhold eller sammenholdt med andre faktorer risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundede overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da de generelle forhold i Iran, herunder for enlige og ældre kvinder, og den generelle sikkerhedsmæssige situation i Iran heller ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Iran/2025/37/anjv
