Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende ægtepar, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til den asylretlige proces i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at den kvindelige klager over for DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun ikke føler, at hendes konflikt er blevet taget alvorlig af de tyske myndigheder, og at hun er stresset og har det dårligt over afslaget i Tyskland og har haft svært ved at få hjælp i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets EU-retlige og internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at den mandlige klager over for DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har fået afslag på asyl i Tyskland og derfor er meget bange for at blive sendt til [hjemland A] eller [hjemland B], at han i [hjemland A] er i risiko for at skulle [aftjene militærpligt], og at han i [hjemland B] [beskrivelse af asylmotiv] og derfor frygter, at [hjemland B] vil udsende ham til [hjemland A], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan ligeledes henvise til, at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets EU-retlige og internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/24/AALK
