Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Vestbredden, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i efteråret 2006. Indrejst i 2025. Klageren havde oplyst at være født den i efteråret 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at du på baggrund af den foretagne aldersundersøgelse på Retsmedicinsk Institut [i sommeren] 2025 mest sandsynligt må antages at have været 18 eller 19 år på undersøgelsestidspunktet, og at Udlændingestyrelsen har vurderet, at du fremstår ældre end den alder, du selv har oplyst. Det bemærkes herved, at du ved den odontologiske undersøgelse er vurderet til at være 18 år, samt at du ved røntgenbillede af din hånd er vurderet til at være 19 år eller derover. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at du overfor myndighederne i [et andet europæisk land] har oplyst fødselsdatoen [en dato i vinteren 2004/2005] samt et andet navn og anden nationalitet. Endvidere at du overfor Udlændingestyrelsen har oplyst, at du var 16 år og snart ville fylde 17 år, men at du ifølge den af dig oplyste fødselsdato rettelig ville være 15 år og fylde 16 år. På denne baggrund, og da du ikke har fremlagt dokumentation for eller på anden måde nærmere sandsynliggjort den af dig oplyste alder, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge din forklaring om, at du er født [i efteråret] 2009, til grund. Du vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato [i efteråret] 2006.” alder/2025/5/sahe