Nævnet omgjorde i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens særlig sårbarhed, herunder til dokumentation herfor, til de overgreb klageren var udsat for i Polen, samt til, at der særligt for sårbare er omfattende udfordringer i asylsystemet i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det kan lægges til grund, at klageren har været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen inden for de i forordningen fastsatte frister. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den [efteråret 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. herved Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har anledning til at bemærke, at Polen har tiltrådt både Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner, og der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke fornødne holdepunkter for at antage, at de polske myndigheder ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Efter de lægelige og sagens øvrige oplysninger kan det imidlertid – som også gjort af Udlændingestyrelsen – lægges til grund, at klageren er særlig sårbar for så vidt angår sit mentale helbred. Flygtningenævnet finder, at denne meget betydelige sårbarhed hos klageren i vidt omfang må tilskrives de oplevelser, herunder alvorlige overgreb, som ifølge klageren har fundet sted i Polen. Flygtningenævnet finder efter konkret vurdering, at der efter oplysningerne om klagerens meget betydelige psykiske skrøbelighed og baggrunden herfor foreligger sådanne forhold af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. herved Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1. Dette gælder uanset, at der ikke grundlag for at antage, at det polske asylsystem er mangelfuldt i noget væsentligt omfang. Flygtningenævnet omgør på den anførte baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2024, således at klagerens asylansøgning skal behandles her i landet.”
Løbenummer: Dub-Pole/2025/2/AJNI
