afgh202514

Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [by], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv under sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban eller fængslet på livstid af de afghanske myndigheder. Ansøgeren havde til støtte herfor oplyst, at han blev bortført og tilbageholdt af Taliban og tvunget til at fragte varer for dem. Den femte gang ansøgeren fragtede varer, var han involveret i en trafikulykke, hvorved det viste sig, at han fragtede sprængstoffer. Politiet blev tilkaldt, og ansøgeren viste politiet hen til det hus, hvor han var blevet tilbageholdt af Taliban, hvorefter der opstod en skududveksling mellem Taliban og politiet, og ansøgeren flygtede. Ansøgeren har under sin genoptagelsessag fortsat gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse fra Taliban. Ansøgeren har derudover oplyst, at han er vestliggjort som følge af hans mangeårige ophold i Danmark. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans ægtefælle og to børn er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at situationen i Afghanistan efter nævnets afgørelse af [efteråret] 2011 har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til European Union Agency for Asylum (EUAA) ”Afghanistan – Country Focus” udgivet i november 2024. Da Flygtningenævnet i sin afgørelse af [efteråret] 2011 i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring til grund og meddelte opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af en konflikt med bl.a. Taliban, og henset til Talibans efterfølgende magtovertagelse i Afghanistan, opfylder ansøgeren nu betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren på denne baggrund skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at tage stilling til ansøgerens øvrige asylmotiver om vestliggørelse og konsekvensstatus. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/14/lnk