Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens [bestemmelser], samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 3 år for manglende overholdelse af opholds- og meldepligt samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er syrisk statsborger, født og opvokset i [mellemøstligt land], etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], [mellemøstligt land]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan rejse tilbage til sit hjemland, fordi han frygter, at de syriske myndigheder vil indkalde ham til militærtjeneste, og at han derved vil blive tvunget til at deltage i krigen. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive tvangshvervet til eller slået ihjel af Den Frie Syriske Hær, ISIL eller PKK. Klageren har endeligt henvist til, at han udrejste af Syrien, da han var meget ung, hvorfor han ikke har boet hele sit liv i Syrien, samt at han næsten ikke har noget familie tilbage i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at klageren som mandlig syrisk statsborger er i den militærpligtige alder. Han risikerer derfor at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [landsret] ankedom i [efteråret] 2020 fundet skyldig i at have begået [personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og andet kriminalitet]. Forholdet blev begået [en nærmere beskrivelse af gerningsindholdet]. Ved dommen blev klageren straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder og udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt, jf. udlændingelovens § 26 c. [Landsret] anførte vedrørende spørgsmålet om udvisning, at klageren på gerningstidspunktet var [konkret omstændighed]. Selv om klageren ikke tidligere var straffet, havde han inden for en kort periode i forening [med en eller flere medgerningsmænd] begået [personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og andet kriminalitet]. Landsretten anførte blandt andet yderligere, at kriminaliteten således til dels vedrørte kriminalitet, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ser med alvor på, og at den kriminelle aktivitet blev afbrudt ved tiltaltes anholdelse i [sommeren] 2019 og efterfølgende varetægtsfængsling. Klageren blev endvidere ved [byret] dom i [efteråret] 2022 fundet skyldig i overtrædelse [manglende overholdelse af opholds- og meldepligt]. Ved dommen blev klageren idømt fængsel i 3 år, der inkluderede en reststraf på 428 dage ved prøveløsladelsen efter afsoning af straffen i henhold til [landsret] ankedom i [efteråret] 2020. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, nr. 6. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den kriminalitet, som klageren er dømt for ved [landsret] ankedom i [efteråret] 2020, der understøttes af længden af den idømte fængselsstraf, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet finder endvidere efter kriminalitetens grove og personfarlige karakter i form af [personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed] og længden af den idømte straf, at der er en formodning for, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold eller ved klagerens forklaring under mødet i nævnet. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at kriminaliteten må tillægges betydelig vægt i afvejningen, henset til kriminalitetens grovhed og personfarlige karakter, som den er kommet til udtryk i længden af fængselsstraffen på fængsel i 3 år og 6 måneder. Nævnet har herudover i nogen grad lagt vægt på, at klageren efter afsoningen af [landsret] dom i [efteråret] 2020 heller ikke har overholdt den pålagte opholds-, underretnings- og meldepligt på [udrejsecenter], som førte til, at klageren ved [byret] dom i [efteråret] 2022 blev idømt 3 års fængsel. Om klagerens personlige forhold er det oplyst, at klageren er ugift og ikke har børn. Han har en kæreste, der er etnisk dansk. Klageren har gået på sprogskole nogle måneder, men har ikke taget nogen dansk-prøver. Han har ikke gennemført en uddannelse og har heller ikke haft beskæftigelse i Danmark. Han har ikke været medlem eller udført aktiviteter for foreninger i Danmark. Klageren taler og forstår dansk. Han er indrejst i Danmark som næsten [13-15] årig i [efteråret] 2015. Klageren er født i [mellemøstligt land] og har tilbragt sin barndom og en del af sin ungdom i [mellemøstligt land], men også i Syrien, hvor han har været på familiebesøg, senest som [10-13] årig. Han forstår og taler både kurdisk og arabisk. Han har [antal familiemedlemmer] i Danmark. Hans far bor i [mellemøstligt land]. Hans mor og [antal] brødre bor i [europæisk land]. Hans farfar og morfar bor i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/2/LODU
