Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Sverige, herunder at klageren ved en tilbageven-den til Sverige ikke har ret til indkvartering i det svenske asylsystem. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgø-relse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herun-der § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er ansvarlig for at tilbage-tage klageren i overensstemmelse med den accept, som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de sven-ske myndigheder, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylan-søgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige, jf. her-ved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter sagens hidtidige forløb lægges det til grund, at klage-ren som afvist asylansøger i Sverige ikke ønsker at rejse tilbage til sit hjemland [land A]. Flygtninge-nævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtninge-konventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets in-ternationale forpligtelser, eller at der foreligger oplysninger, der understøtter, at der er væsentlige grun-de til at antage, at der er generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Sverige, at en overførsel til Sverige vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, jf. herved EU-Domstolens præmis 142 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21. Flygtningenævnet fin-der således, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. l, jf. Dublinforordningen.”Dub-Sver/2024/8/anfi
