syri202448

Nævnet omgjorde i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Damaskus, Syrien. Hun er født sunnimuslim, men er ikke praktiserende. Af klagerens oprindelige asylsag fra 2015 fremgår det, at hun har oplyst at være etnisk araber, men hun har efterfølgende, i forbindelse med sin sag om nægtelse af forlængelse i [2020-2022], oplyst at være etnisk [etnicitet]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Syrien, men hun har i Danmark i [2021-2023] og 2022-2024] deltaget i demonstrationer rettet mod de syriske myndigheder. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen traf den [i vinteren 2021/2022] afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, pkt. 2. Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet de generelle forhold i hendes hjemområde, som førte til, at hun blev meddelt opholdstilladelse, ikke længere var til stede. Under sagen om nægtelse af forlængelse henviste klageren til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af myndighederne på grund af sine [søskendes] politiske aktiviteter og sine to [familiemedlemmers] desertering fra militæret, og at der er risiko for, at de syriske myndigheder vil tilbageholde og udspørge klageren om [familiemedlemmernes] opholdssteder. Klageren henviste endvidere til, at hun i Syrien har været udsat for et seksuelt overgreb fra en [myndighedsperson], og at hun ved en tilbagevenden frygter at blive udsat for yderligere overgreb, fordi hun er en kvinde. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus. I forbindelse med genoptagelsessagen har klageren fortsat henvist til ovennævnte asylmotiver. Hun har endvidere henvist til, at hun i Danmark har deltaget aktivt i flere demonstrationer rettet mod de syriske myndigheder, og at hun er politisk aktiv på [socialt medie]. Endelig har klageren anført, at hun er [etnicitet], sunnimuslim, illegalt udrejst, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være returnee og enlig kvinde uden netværk. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klagerens [søskende] som medlemmer af Den Frie Syriske Hær har kæmpet mod de syriske myndigheder, at de blev anholdt i [2014-2016], og at de ved hjælp af bestikkelse blev løsladt efter 3-4 måneder, hvorefter de flygtede til [land]. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at to af hendes [familiemedlemmer] er deserteret fra den syriske hær. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at klageren i Danmark har deltaget i demonstrationer vendt mod det syriske styre i [2020-2024], og at hun under en demonstration i [måned i 2022-2024] blev interviewet af [navngiven person], der er [tilknyttet specifik organisation], hvor hendes fornavn nævnes, hvor hun udtaler sig regime-kritisk, hvilket interview der er lagt en video af på [organisationens] hjemmeside, hvilken video er vist mere end 5.000 gange, og hvor der linkes til klagerens egen [socialt medie]-profil, der er en åben profil i eget navn, hvor hun har [3.000-6.000] venner, og hvor hun lægger opslag op, der er regimekritiske. Flygtningenævnet finder på den baggrund og under henvisning til det forsigtighedsprincip, der skal anvendes ved risikovurderingen i forhold til syriske statsborgere, at klageren har sandsynliggjort, at hun som returnee efter 10 år og efter illegal udrejse ved en tilbagevenden til Syrien vil fremstå som en modstander af regimet og således være i risiko for at blive forfulgt af de syriske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/48/CARA