Nævnet meddelte i april 2021 opholdstilladelse K til en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 1988.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [by A], Vestbredden. Ansøgeren er etnisk araber og [religiøs overbevisning]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ikke kan få opholdstilladelse nogen steder, og at han ikke vil forlade sin danske ægtefælle, der lider af flere sygdomme. Ansøgeren har endvidere henvist til, at de danske myndigheder siden 1998 har forsøgt at udsende ansøgeren til hans hjemland, hvorunder han har medvirket, men at Vestbredden, Jordan og Israel har nægtet at tage imod ham. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set anses omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. og således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren blev ved [Landsret A´s] dom af [sommeren] 1992 fundet skyldig i blandt andet overtrædelse af straffelovens § 237 og dømt til anbringelse [på en sikret institution] i medfør af straffelovens § 68, jf. § 16, stk. 1, idet ansøgeren blev vurderet sindssyg på gerningstidspunktet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Ansøgerens foranstaltningsdom blev først ændret og senest ophævet [i sommeren] 1998. Ansøgeren har ikke modtaget medicinsk behandling siden 1996 og er ikke siden dommen af [sommeren] 1992 dømt for kriminelle forhold. Derudover har ansøgeren igennem alle årene overholdt sin opholds- og meldepligt. Henset hertil finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke længere må betragtes som en fare for samfundet. Ansøgeren er siden 1998 forsøgt udsendt til Israel, Vestbredden og Jordan. Ansøgeren har medvirket til udsendelsesbestræbelserne, og Rigspolitiet har senest i 2012 oplyst, at udsendelsesbestræbelserne må anses for udtømte. Ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden 1988, siden 2004 været gift med sin nuværende hustru og taler og skriver flydende dansk. Der er nu forløbet cirka 30 år, siden ansøgeren begik drab i en tilstand, omfattet af straffelovens § 68, jf. § 16, stk. 1. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning, at der foreligger sådanne særlige grunde, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” stat/2021/26/LINB
