Nævnet meddelte i juni 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mand. Indrejst i 2002. Ansøgeren blev i perioden 2010-2022 idømt tre behandlingsdomme for personfarlig kriminalitet. Ansøgeren blev ved to af disse domme udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2023/2024] truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kan udsendes til [land A], jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Styrelsen har samtidig vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og […]muslim af trosretning fra [by A], [provins A] i [land A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til [land A], jf. lovens § 31. Denne genoptagede sag vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgerens advokat har til støtte for, at ansøgeren ikke bør udelukkes fra at blive meddelt opholdstilladelse, navnlig gjort gældende, at han ikke kan betragtes som en fare for samfundet. De to gange, hvor han er dømt for [personfarlig kriminalitet], har han været dårligt medicineret og alvorligt psykisk syg. På nuværende tidspunkt er han velmedicineret og har samarbejdet om sin behandling i mere end et år uden tilbagefald. Hans psykiske tilstand skal inddrages i farevurderingen. Det skal tillige indgå, at risikoen for tilbagefald vil blive øget betydeligt, hvis han udelukkes fra asyl og dermed skal bo på et udrejsecenter. Ansøgeren har om den begåede kriminalitet oplyst under nævnsmødet bl.a., at [beskrivelse af omstændigheder]. Når han tager sin medicin, [er disse omstændigheder ikke til stede]. Han anerkender, at han har brug for sin medicin og vil derfor fortsætte med at tage medicinen, selv om den har visse bivirkninger. Overordnet om vurderingen i sagen Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Det tilføjes, at oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand skal inddrages i udelukkelsesvurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, jf. herved dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Savran mod Danmark (2021), præmis 194, og Azzaqui mod Nederlandene (2023), præmis 56 og 57. Om ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Det fremgår, at ansøgeren ved [landsret A´s] ankedom af [sommeren] 2020 blev dømt for bl.a. [personfarlig kriminalitet i gentagelsestilfælde under anvendelse af slagvåben på en institution og med skade på forurettede til følge]. Ansøgeren blev ved dom afsagt af [byret A] [i efteråret] 2022 endvidere dømt for bl.a. [personfarlig kriminalitet i gentagelsestilfælde under anvendelse af slagvåben på en institution mod en ansat og med skade på forurettede til følge]. Retten har lagt til grund, at ansøgeren med [slagvåben] gik målrettet mod den forurettede, som han vidste arbejdede på stedet, og at […]. Ansøgeren blev ved den første dom fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til behandling på psykiatrisk afdeling med en længstetid på 5 år for foranstaltningen. Ved den anden dom blev ansøgeren ligeledes fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til behandling på psykiatrisk afdeling, idet der dog ikke blev fastsat en længstetid for foranstaltningen. Efter navnlig arten og karakteren af volden, der i begge tilfælde omfatter brug af hårde genstande med skade til følge, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren – uanset det oplyste om hans psykiske tilstand – ved hver af de to domme må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering, som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Om farevurderingen i den konkrete sag kan det på ene side anføres, at ansøgeren i både 2020 og 2022 er dømt for [personfarlig kriminalitet i gentagelsestilfælde] ved at have anvendt [slagvåben] i forbindelse med [gerningsudøvelsen], og at det må tillægges særlig vægt til skade for ansøgeren, at der er tale om gentagelse. I begge tilfælde skete der endvidere skade på den forurettede. Det seneste forhold er begået i 2022. Ansøgerens hidtidige personlige forhold har som følge af navnlig hans psykiske tilstand været meget ustabile med en række tilbagefald, idet et periodevis misbrug af bl.a. [rusmiddel A] og [rusmiddel B] og hans grundlæggende psykiatriske lidelse i form af [psykisk lidelse A] har medført en svært psykotisk tilstand, hvor ansøgeren har været meget voldelig og udadreagerende. Der er i de lægelige akter beskrevet en ringe sygdomsindsigt og en vekslende vilje til samarbejde om den medicinske behandling. Ansøgerens nuværende stabiliserede tilstand har alene haft en varighed af halvandet år. Hertil kommer, at ansøgeren som følge af sin psykiske tilstand kun i begrænset omfang har kunnet bevæge sig frit omkring i samfundet, og der er ikke nogen sikkerhed for, at han vil fortsætte med at være placeret i det nuværende [social foranstaltning]. På den anden side kan det anføres, at den omhandlede kriminalitet isoleret set alene ville have udløst kortere fængselsstraffe, hvis ansøgeren var blevet fundet strafegnet, og at kriminaliteten er begået under ophold på [institutioner] og under indflydelse af ansøgerens psykiske tilstand over for henholdsvis en [person] og en ansat. De ældste forhold er begået i 2018, og der er ikke oplysninger om fornyet kriminalitet siden forholdet, der er begået i 2022. Herudover er ansøgeren alene dømt for [mindre forhold af personligfarlig kriminalitet] i 2010. Det fremgår af den nyeste lægelige erklæring fra [sommeren] 2024, at ansøgeren ikke har misbrugt [rusmiddel A] og [rusmiddel B] i halvandet år, og at han i over et år har været i behandling med [flere] [medicinske præparater], der har bevirket en stabilisering af hans tilstand. Ansøgeren er fortsat psykotisk, men ikke længere nær så forpint af det. Ansøgeren har i samme periode samarbejdet omkring sin medicinske behandling uden behandlingssvigt. Det fremgår, at ansøgeren har nogen indsigt i sin tilstand og synes at have forstået vigtigheden af afholdenhed fra [rusmiddel A] og [rusmiddel B] samt behovet for medicin. Det fremgår tillige, at ansøgeren nok livslangt vil have behov for [sociale foranstaltninger]. Ansøgeren har under nævnsmødet anerkendt, at han har brug for sin medicin, og han har udtalt, at han vil fortsætte med at tage medicinen, ligesom han har anerkendt, at han – [beskrivelse af ansøgerens konkrete ønsker i forhold til sin livssituation] – har brug for hjælp i det daglige. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at ansøgeren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1. Det af ansøgerens advokat anførte om, at risikoen for tilbagefald vil blive øget betydeligt, hvis han udelukkes fra asyl og dermed skal bo på et udrejsecenter, er ikke tillagt vægt i vurderingen.”Løbenummer: Land/2024/1/lafal
