Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og shiamuslim fra [landsby], Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 1999/2000], og at han [i foråret] 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af oplysninger fra [et europæisk lands] grænsepoliti, at klageren [i efteråret] 2023 var blevet mødt af det [europæiske lands] grænsepoliti i indrejsekontrollen i [hovedstadens] Lufthavn, og at klageren oplyste, at han havde været i Irak i mere end et år. Det [europæiske lands] grænsepoliti har fremsendt kopi af klagerens fremmedpas, hvoraf det fremgår, at der er et indrejsestempel til Irak [fra foråret] 2022 og et udrejsestempel fra Irak [fra efteråret] 2023. [i foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet er således enig med Udlændingestyrelsen i, at det efter oplysningerne fra det [europæiske lands] grænsepoliti sammenholdt med ind- og udrejsestemplerne i klagerens pas, hvorefter han [i foråret] 2022 indrejste i Irak og [i efteråret] 2023 udrejste af Irak, må lægges til grund, at klageren i mere end 12 på hinanden følgende måneder har opholdt sig i Irak. Der er herved ligesom Udlændingestyrelsen også lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har opholdt sig i Danmark i den pågældende periode, eller har medvirket til at oplyse sagen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, herunder ved at give Udlændingestyrelsen adgang til at gennemse klagerens telefon. Det må endvidere af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, lægges til grund, at klageren frivilligt har taget bopæl i Irak. Der er heller ikke for nævnet fremkommet oplysninger, der kan begrunde, at opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 17, stk. 2, ikke skal anses for bortfaldet, og nævnet tiltræder også Udlændingestyrelsen afgørelse herom. Flygtningenævnet tiltræder også af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet han på intet tidspunkt har tilkendegivet, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i Irak, ligesom han efter det oplyste beholdt sin bopæl i Danmark. Det tiltrædes endeligt, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng i det hele henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Der er således lagt vægt på, at klageren er [58-63] år, at han kom til Danmark som [31-37] årig. Der er heroverfor lagt vægt på, at klageren ikke har taget nogen uddannelse i Danmark eller haft noget arbejde, og at han efter det oplyste alene taler, skriver og forstår begrænset dansk. Der er også lagt vægt på, at klageren ifølge sine egne oplysninger løbende har haft ophold i Irak. Hertil kommer, at klageren er separeret fra sin ægtefælle i 2007, og at han ikke har set sine børn i otte år, men udelukkende har haft sporadisk telefonisk kontakt med dem. Det er endelig indgået, at klageren nu igen er udrejst til Irak. Da klageren som anført er udrejst til Irak og således ikke længere opholder sig i Danmark, skal der ikke træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes, hvis han ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31, jf. § 32 a. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/18/sesc
