Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], [region], Etiopien. Klageren har oplyst, at han i forbindelse med sin anholdelse blev beskyldt for at være medlem af ONLF og tvunget til at være medlem af [politiet]. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede, at han ville blive fængslet og dræbt, idet han blev pågrebet i at [hændelsesforløb], og at han derfor blev anholdt og af [politiet] beskyldt for at være medlem af ONLF. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11. stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på blandt andet, at klageren har forklaret forskelligt om årsagen til sin konflikt med de etiopiske myndigheder, og om hvordan det foregik, da han og hans venner forsøgte at [hændelsesforløb]. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi de har beskyldt ham for at være medlem af ONLF og for at [hændelsesforløb]. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på de divergenser i klagerens forklaring, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har divergeret yderligere i sin forklaring, herunder om sin alder på tidspunktet, hvor han blev anholdt af [politiet], og om årsagen til, at han fik lov til at forlade [bestemt sted, hvor klageren var tilbageholdt]. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at klageren nærmere adspurgt om divergenserne på utroværdig måde har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens forklaring taget hensyn til den tid, der er forløbet mellem samtalerne. Flygtningenævnet finder på den baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at myndighederne har løftet bevisbyrden for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, og at han på tidspunktet for opnåelsen af opholdstilladelsen ikke var i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7 i sit hjemland. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8 om beskyttelse af retten til privatliv og familieliv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Etio/2024/6/AALK