Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, herunder at klageren frygter de tyske myndigheder samt adgangen til relevant sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter, at de tyske myndigheder vil presse ham til at samarbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren 2024] blandt andet har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med myndighederne i Tyskland. Såfremt klageren skulle opleve problemer med de tyske myndigheder, må klageren henvises til at klage herover til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren er blevet genkendt som [beskrivelse af forhold i Tyskland] i Tyskland, hvorefter han ikke turde melde sig i flygtningelejren af frygt for at blive genkendt. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at såfremt klageren skulle opleve problemer med grupperinger eller privatpersoner i Tyskland, må klageren henvises til at tage kontrakt til de tyske myndigheder, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren er psykisk belastet på grund af [beskrivelse af oplevelser], og får [medicin], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren har fået behandling og medicin i Tyskland af en psykiater, hvorfor det må antages, at han vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling og medicin i Tyskland på ny. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/20/MPC
