Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der to gange har indgivet ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, herunder at klageren frygter at blive deporteret tilbage til sit hjemland uden at få behandlet sin asylsag, samt adgangen til relevant sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren to gange har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Begge gange traf Tyskland afgørelse om, at klageren skulle overføres til [land A], men da Tyskland ikke overførte klageren til [land A] inden for den i Dublinforordningens artikel 29, stk. 2, 1. pkt., angivne overførselsfrist, er Tyskland ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, jf. artikel 29, stk. 2, 1. pkt., og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han kender til flere andre personer fra [klagerens hjemland], der har søgt asyl i Tyskland, men er blevet deporteret og nu sidder i fængsel i [klagerens hjemland], og at klageren på den baggrund har en mistanke om, at Tyskland ikke vil behandle hans asylsag, men i stedet deportere ham, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren har både fysiske helbredsproblemer i form af [beskrivelse af helbredsproblemer], som han har modtaget behandling for i Danmark, og psykiske helbredsproblemer, herunder [psykisk lidelse], som han er henvist til en psykolog for, og at han har oplevet, at hans helbredsproblemer ikke blev taget seriøst i Tyskland, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af side 71 og 164-167 af AIDAs rapport ”Country Report Germany 2023 Update”, udgivet i juni 2024, at asylansøgere har adgang til nødvendig sundhedsbehandling, hvormed det må antages, at klageren vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker videre, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/19/MKTO
