Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvartering forholdene for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren 2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har været Tyskland i [5-10] år, hvor han ikke kan se en fremtid. Det samme gælder for så vidt angår det anførte om forholdene på asylcenteret. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren ikke følte sig tryg på asylcenteret og ikke har tillid til de tyske myndigheder, fordi han har oplevet to konflikter med andre asylansøgere på centeret, og fordi han mistænker personalet på centeret for at være involveret i kriminalitet. Flygtningenævnet bemærker herved, at de af referatet af klagerens oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i juli] 2024 fremgår, at klageren har oplyst, at det tyske politi kom til stede i forbindelse med konflikterne på asylcenteret, og at de afhørte klageren herom. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår klagerens mistanke om, at personalet på centeret er involveret i kriminalitet, bemærker Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede tyske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenr. Dub-Tysk/2024/18/JURO
