Nævnet omgjorde i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et udløbet visum til Spanien. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens visum til Spanien var udløbet for mere end seks måneder siden på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om asyl i Danmark, hvorfor Spanien ikke er ansvarlig efter Dublinforordningens artikel 12, stk. 4. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. [I vinteren 2023/2024] har Udlændingestyrelsen anmodet Spanien om oplysninger om klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 34. [I vinteren 2023/2024] har Spanien afvist at besvare anmodningen om oplysninger efter Dublinforordningens artikel 34. [I vinteren 2023/2024] har Udlændingestyrelsen på ny anmodet Spanien om oplysninger om klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 34. [I foråret] 2024 har Udlændingestyrelsen anmodet Spanien om at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, hvoraf fremgår, at hvis ansøgeren kun er i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser, der er udløbet for mindre end to år siden, eller et visum eller flere visa, der er udløbet for mindre end seks måneder siden, og som faktisk har gjort det muligt for vedkommende at rejse ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, for så vidt ansøgeren ikke har forladt medlemsstaternes område. Det følger videre af samme bestemmelse, at hvis et visum er udløbet for mere end 6 måneder siden, er det den medlemsstat, hvor ansøgningen om international beskyttelse er indgivet, som er ansvarlig for at behandle asylansøgningen. Ansøgerens visum til Spanien udløb [i foråret] 2023, og ansøgeren søgte om asyl i Danmark [i vinteren 2023/2024]. Det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at det er forholdene på tidspunktet, hvor ansøgeren for første gang indgiver ansøgning om asyl, som er afgørende for afgørelsen om ansvarsfastlæggelse. Der er ikke grundlag for at antage, at gyldighedsperioden for ansøgerens visum til Spanien måtte være blevet forlænget, navnlig henset til de spanske myndigheders besvarelse [i vinteren 2023/2024], hvoraf fremgår, at det er de spanske myndigheders opfattelse, at Spanien ikke er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, idet forholdet falder uden for Dublinforordningens bestemmelser. Den omstændighed, at Spanien by default har accepteret at modtage ansøgeren, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at overdrage ansvaret til Spanien, som ikke er ansvarlig efter en objektiv anvendelse af kriterierne i Dublinforordningen. Klagerens ansøgning om asyl skal derfor behandles i Danmark.”Løbenummer: Dub-Span/2024/3/marau