Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for manglende adgang til indkvartering og nægtelse af adgang til asylsagsbehandling, samt risikoen for frihedsberøvelse under asylproceduren for Dublin returnees.
Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen.
I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han oprindeligt indgav ansøgning om asyl i Danmark.
Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra a. Flygtningenævnet finder, at Polen rettelig skulle have accepteret at overtage klageren i medfør af forordningens artikel 12, stk. 2, idet klageren var i besiddelse af et gyldigt polsk visum på tidspunktet for den oprindelige ansøgning om asyl [i vinteren 2023/2024] i Danmark.
Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark.
Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update, udgivet i juni 2024, side 54, hvoraf det fremgår, at alle asylansøgere i Polen har ret til indkvartering, og at denne ret aktiveres ved henvendelse til et ”first reception centre”. For så vidt angår de almindelige modtagecentre fremgår af samme rapport, side 53: ”Overcrowding was not an issue reported in practice in 2023. The conditions in the centres have improved in recent years, although certain problems are still being reported such as the rernote location ofcertain centres, which impedes the integration process ofasylum seekers”. Nævnet henviser i øvrigt til begrundelsen i sin beslutning dateret [i foråret] 2024.
For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ovennævnte rapport side 19, i løbet af 2023 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarussiske grænse. Af ovennævnte rapports side 36 fremgår det videre, at der er bekymring for, om Dublinreturnees altid har adgang til at få genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren.
Uanset de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en ansøgning om asyl i Polen.
Hvad angår risikoen for frihedsberøvelse i Polen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet er opmærksomt på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren. Nævnet finder dog ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og derfor ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til sin beslutning dateret [i foråret] 2024 og begrundelsen heri.
Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl vedrørende modtageforholdene for asylansøgere i Polen, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led.
Endelig kan det af klageren anførte om, at han frygter, at de polske myndigheder vil deportere ham til [ansøgerens hjemland], ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningenævnet og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement.
Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17.
På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
