dub-norg20241

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Norge, da klageren søgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren frygter at blive tvunget til at leve i sit tvangsægteskab i Norge, risikoen for overgreb foranlediget af klagerens far, samt klagerens psykiske tilstand, herunder klagerens angst for hendes livssituation i Norge. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Norge, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter at blive tvunget til at leve sammen med den ægtefælle, som klageren efter det oplyste er blevet tvangsgift med i Norge, eftersom ægtefællen har opholdstilladelse i Norge og er bosat der, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren må henvises til at kontakte de norske myndigheder, såfremt klageren oplever problemer med sin ægtefælle, idet de norske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at hun har problemer med hjertet samt har haft flere alvorlige angstanfald blandt andet grundet hendes livssituation ved en tilbagevenden til Norge, finder Flygtningenævnet, at de danske myndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Norge som følge heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må antages, at klageren i Norge vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling, og at der ikke er grundlag for at antage, at Norge ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de norske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Endelig kan det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun har familiemedlemmer i Danmark på sin mors side, der vil hjælpe hende, og som hun stoler på, ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens familiemedlemmer efter det oplyste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder videre, at klagerens forhold til sine herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 16, idet nævnet finder, at der ikke efter det oplyste består et afhængighedsforhold af sådan karakter, at dette kan anses for omfattet af bestemmelsen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Norg/2024/1/flfr