Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og katolik fra [by A], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet på livstid, idet han har udlejet værelser til personer, som, han efterfølgende har fået oplyst af politiet, er homoseksuelle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ejer en [ejendom] i Uganda, hvor han har lejet værelser ud. I denne forbindelse har ansøgeren udlejet to værelser til [antal personer], som alle var [studerende]. Ansøgeren har videre oplyst, at han i [sommeren] 2023 blev opsøgt af politiet på sin bopæl, som anholdt både ansøgeren og de [antal studerende]. På politistationen blev ansøgeren informeret om, at de [antal studerende] er homoseksuelle, og at ansøgeren stod til fængsel i 20 år for at have huset dem. Ansøgeren har endelig oplyst, at han bestak [funktion] af politistationen, hvorefter han kunne flygte. Herefter skjulte ansøgeren sig hos sin [familiemedlem] i [by B] og hos venner i [by A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren blev anholdt [i sommeren] 2023, idet han blandt andet skulle være beskyldt for at promovere homoseksualitet, og at han derefter blev løsladt ved hjælp af bestikkelse, men at han nu er efterlyst af politiet for at promovere homoseksualitet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han efter den angivelige anholdelse og efterlysning passerede grænsekontrollen mellem Uganda og [land A] [antal] gange i forbindelse med, at han skulle have visum til [europæisk land]. Han fremviste ved grænsekontrollen alle sine dokumenter, herunder sit ID-kort, både ved ind- og udrejse. Han har endvidere forklaret, at han derefter udrejste legalt af [lufthavn] i Uganda [i efteråret] 2023 på sit ugandiske nationalitetspas, og at han i passet havde fået isat det visum til [europæisk land], som han havde fået udstedt på [det europæiske lands] ambassade i [by C i land A]. Flygtningenævnet finder således ikke, at det er sandsynligt, at ansøgeren, hvis han havde været eftersøgt af politiet, [antal] gange kunne have passeret Ugandas grænse legalt ved fremvisning af ID-dokumenter. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende på centrale punkter herunder om, hvordan han fik sit visum til [europæisk land] ved angiveligt at være en del af en konference for [organisation] vedrørende [medicinsk og samfundsmæssigt tema]. Han har endvidere forklaret afglidende på spørgsmål om, hvordan det kan være, at han ikke var bekendt med, at de [antal studerende], som han delte bopæl med i [2-5] år i en [mindre bolig], angiveligt var homoseksuelle. Flygtningenævnet har endeligt lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2023, men at han først søgte asyl [senere i efteråret] 2023. Det kan ikke ændre ved ansøgerens troværdighed, at han har fremlagt en artikel fra hjemmesiden [hjemmesidens navn] vedrørende en efterlysning af ham, idet artiklen ikke fremstår ægte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Ugan/2024/7/AALK