Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse og udstedelse af tilbagerejsetilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og [religion] fra [by], Uganda. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at hun [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2020 udrejste til udlandet. Klageren har i sin ansøgning om dispensation for bortfald oplyst, at hun udrejste af Danmark til Uganda [i vinteren 2019/2020] for at lede efter sine børn. [I vinteren 2023/2024] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og fordi klageren frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. [I vinteren 2023/2024] meddelte Udlændingestyrelsen klagerne afslag på ansøgning om tilbagerejsetilladelse, idet styrelsen fandt, at klagerne ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark.Klagen over bortfald af opholdstilladelse. Klageren indrejste i Danmark i 2014 og blev meddelt opholdstilladelse i 2015. Klageren returnerede imidlertid til sit hjemland i [vinteren 2017/2018] i henhold til den gældende ordning om repatriering. Hun fortrød imidlertid sin repatriering. Udlændingestyrelsen traf i [sommeren] 2018 2018 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet, fordi hun havde fortrudt sin repatriering inden udløbet af fristen herfor. Det fremgår, at klageren [i sommeren] 2018 rejste tilbage til Danmark. Det fremgår videre, at hun herefter fra [vinteren 2019/2020] har haft ophold i sit hjemland indtil [sommeren] 2023, hvor hun på ny anmodede om at vende tilbage til Danmark. Hun har som begrundelse herfor henvist til, at hun var forfulgt i Uganda på grund [af asylmotiv]. Det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark. En opholdstilladelse kan endvidere bortfalde, når en udlænding har opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Hvis udlændingen har været med-delt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold og har boet i her i landet i mere end 12 måneder, eller er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt. Endelig fremgår det af udlændingelovens § 17, stk. 4, at en opholdstilladelse, der er givet i medfør af §§ 7-8, først ophører efter § 17, stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredje land. Klagerens opholdstilladelse er som udgangspunkt bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, efter at hun [i vinteren 2019/2020] udrejste frivilligt til sit hjemland, hvor hun har boet i omkring 3½ år, inden hun [i sommeren] 2023 på ny rettede henvendelse til de danske myndigheder for at søge om tilbagerejse til Danmark. Det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 2, at det kan bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet efter stk. 1.Der kan ikke lægges til grund, at klageren efter sin udrejse i [vinteren 2019/2020] har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark indenfor 6 måneder, men er blevet forhindret heri på grund af uforudsete begivenheder. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren i denne periode har været forhindret i at søge om tilladelse til at rejse til Danmark eller på ny at søge om opholdstilladelse, navnlig henset til, at hun ved blandt andet mail [fra vinteren 2019/2020] og telefonisk henvendelse [i vinteren 2019/2020] til Udlændingestyrelsen rettede henvendelse til de danske myndigheder for at opnå økonomisk støtte til hendes og hendes børns liv i Uganda. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at klageren i sin anmodning om dispensation for bortfald af opholdstilladelsen har oplyst, at hun har haft arbejde i Uganda, hvor hun har [arbejdsbeskrivelse]. Hun har ikke familie i Danmark og har alene haft lovligt ophold i Danmark fra [sommeren] 2015 til [vinteren 2019/2020], hvor hun valgte at bryde sine personlige og økonomiske bånd til Danmark og frivilligt rejse tilbage til sit hjemland, hvor hun havde sine [antal] børn. Bortfald af hendes opholdstilladelse kan under disse omstændigheder ikke anses for at være et brud på klagerens ret til privat- og familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet finder således, at der ikke foreligger sådanne forhold, som kan begrunde, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlængestyrelsens afgørelse.Klagen over afslag på tilbagerejsetilladelseDet er en betingelse for at kunne få en tilbagerejsetilladelse, at vedkommende har lovligt ophold i Danmark. Det betyder, at man fortsat skal have en gyldig opholdstilladelse eller have en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse under behandling, når man vender tilbage til Danmark. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af dags dato stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, hvorfor klageren ikke opfylder betingelsen om at have lovligt ophold i Danmark på det tidspunkt, hvor hun måtte vende tilbage til landet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan udstedes en tilladelse til klageren om tilbagerejse til Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.” ugan/2024/4/leuds
