Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Konsekvensstatus
Statusændring
Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2024/8 + Soma/2024/9 + Soma/2024/10. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somalier og fra [By], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren med sin mor og to søskende indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at de [i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2. Klagerens mor henviste i sin oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede voldtægt eller kidnapning af maskerede ukendte mænd, der huserede i [By]. Klagerens advokat har [i vinteren 2022/2023] i sin anmodning om statusændring henvist til, at klagerens søster [A] ved en tilbagevenden til Somalia vil være i fare for tvangsmæssig omskæring. Klagerens mor har til støtte for sin påstand om statusændring gjort gældende, at hendes mindreårige datter, [A], der er [12-15] år gammel, ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for tvangsomskæring, og at klagerens mor ikke vil være i stand til at forhindre dette. Da [A] er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal klageren som [A] bror have tildelt samme status. Klageren vil ifølge praksis som en konsekvens af søsterens status skulle tildeles asyl med samme status. Klagerens mor har til støtte for sin påstand om statusændring yderligere gjort gældende, at hun som enlig kvinde af UNHCR er blevet anerkendt som konventionsflygtning. Allerede ved ankomsten til Danmark i 2012 burde hun og hendes 3 medfølgende børn derfor have fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Efter sin endelige påstand har Udlændingestyrelsen under nævnsmødet taget bekræftende til genmæle med hensyn til klagerens påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, således at klageren meddeles opholdstilladelse som en konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor, som følge af klagerens mindreårige søster, [A], er blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som følge af, at der er en betydelig risiko for, at [A] ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet besluttede herefter, at give klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som en konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor, som følge af klagerens mindreårige søster, [A], er blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. som følge af, at der er en betydelig risiko for, at [A] ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring. ”Soma/2024/11/diei.