Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Østrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og har fået afsluttet ansøgning om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren frygter at vende tilbage til Østrig, fordi han ikke vil kunne opnå hjælp til indkvartering eller mad. Det fremgår af AIDA’s Country Report: Austria 2023 Update udgivet den 26. juni 2024, vedrørende Dublin returnees, herunder subsequent applications, at: “2.7. The situation of Dublin returnees - Asylum seekers returning to Austria under the Dublin Regulation, and whose claim is pending a final decision, do not face obstacles if their transfer takes place within two years after leaving Austria. In this case, the discontinued asylum procedure will be reopened as soon as they request for it at the BFA or the BVwG. If a final decision has already been taken on the asylum application upon return to Austria, the new asylum application will be processed as a subsequent asylum application. Dublin returnees are confronted with the same issues as other asylum seekers in accessing the basic care system. As provinces are reluctant to take over asylum seekers from the federal reception centres Dublin returnees might end up staying several weeks or even months in bigger first reception facilities.” Det fremgår videre af ovennævnte rapport, at selvom der er visse mangler i modtageforholdene i Østrig, så har asylansøgere, herunder personer som har fået afsluttet deres asylsag og har indgivet en efterfølgende asylansøgning, adgang til materielle modtagelsesforhold, herunder indkvartering, ydelser og sundhedsbehandling. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere, herunder personer hvis asylsag er blevet afsluttet, i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Østr/2024/2/leuds