Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og ateist fra [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2011/2012], og at han [i efteråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2016 udrejste af Danmark. Klageren udrejste efter sine egne oplysninger på grund af bl.a. sit psykiske helbred, og fordi et familiemedlem var dødeligt syg. [I vinteren 2023/2024] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, ligesom klageren frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Styrelsen vurderede samtidig, at klageren ikke var omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet klageren på intet tidspunkt har tilkendegivet, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i Iran. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Det tiltrædes således, at det på baggrund af klagerens egne oplysninger om sit ophold i Iran, herunder om sine opholdssteder og arbejde, er lagt til grund, at han har opgivet sin bopæl i Danmark og har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Det tiltrædes på samme baggrund endvidere, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at der heller ikke er oplysninger om klagerens psykiske helbredsforhold, der giver grundlag for at antage, at han har været forhindret i at vende tilbage til Danmark eller i at kontakte Udlændingestyrelsen eller en anden dansk myndighed for at få hjælp til at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren flere gange har kontaktet styrelsen efter sin udrejse, ligesom han har kontaktet det danske konsulat i [by] og den danske ambassade i Teheran. Det tiltrædes også, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Der er herved lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, herunder klagerens oplysninger om, at han ikke havde til hensigt at tage varigt ophold i Iran. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv. Der er herved lagt vægt på, at klageren alene har haft lovligt ophold i Danmark fra den [efteråret 2013] til [foråret 2016], hvor han udrejste. Der er endvidere lagt vægt på, at klageren efter sin udrejse har taget ophold i sit hjemland, hvor han bl.a. har boet hos sine forældre, haft arbejde og er blevet gift. Han har således ikke længere en sådan tilknytning til Danmark, hvor han ikke har familie og ikke har haft arbejde, at det er i strid med EMRK artikel 8 at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2024/39/EEB
