Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald og tilbagerejsetilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [landsby], [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2010, og at han [i efteråret] 2010 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [vinteren 2019/2020] udrejste til Iran. Klageren udrejste for at tage ophold i Iran. [vinteren 2023/2024] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren [vinteren 2019/2020] underskrev en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, idet han ønskede at returnere til sit hjemland, Iran. Klagen over afslag på tilbagerejsetilladelseKlageren har til støtte for klagen henvist til, at hans klage over afgørelsen om bortfald af opholdstilladelsen har opsættende virkning, og at Udlændingestyrelsen i afgørelsen [vinteren 2023/2024] har skrevet til ham, at opsættende virkning betyder, at han kan søge om tilladelse til at indrejse og opholde sig i Danmark, imens klagesagen verserer. Ifølge klageren giver det ikke mening at vejlede om muligheden for at ansøge om en tilbagerejsetilladelse, hvis der efter lovgivningen ingen mulighed er for, at han kan meddeles en tilbagerejsetilladelse. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsens vejledning til klageren om, at han kunne søge om tilladelse til at indrejse og opholde sig i Danmark, ikke kan have givet ham en berettiget forventning om, at han ville blive meddelt en tilbagerejsetilladelse i medfør af udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der efter denne bestemmelse kan meddeles tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark. Det betyder, at man fortsat skal have en gyldig opholdstilladelse eller have en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse under behandling, når man vender tilbage til Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har søgt om tilladelse til at indrejse og opholde sig i Danmark på andet grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan udstedes en tilladelse til klageren om tilbagerejse til Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10. Klagen over bortfald af opholdstilladelseFlygtningenævnet bemærker, at klageren udrejste af Danmark [vinteren 2019/2020], og at han i forbindelse med udrejsen må anses at have opgivet sin bopæl i Danmark og taget ophold i sit hjemland, Iran. Klageren sendte [vinteren 2021/2022] en e-mail til den danske ambassade i Teheran, hvori han bad om en mødetid bl.a. på grund af sin vanskelige situation i Iran. Ambassaden vejledte ham om at rette henvendelse til Dansk Flygtningehjælp eller udlændingemyndighederne, hvis han ønskede at vende tilbage til Danmark. Klageren ansøgte imidlertid først [vinteren 2023/2024] om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Klageren har ikke benyttet sig af muligheden for at fortryde sin repatriering til Iran inden 12 måneder, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1, idet han først henvendte sig til den danske ambassade i Teheran efter udløbet af denne frist. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger helt særlige omstændigheder, der kan medføre, at klagerens opholdstilladelse først skal anses for bortfaldet efter den yderligere frist på 12 måneder, der er nævnt i udlændingelovens § 17 a, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har oplyst, at der ikke var særlige forhold, der forhindrede ham i at kontakte de danske myndigheder, ligesom der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindrede klageren i at udrejse til Danmark inden udløbet af 12-måneders fristen i § 17 a, stk. 1. Flygtningenævnet kan tiltræde, at klagerens opholdstilladelse i Danmark som udgangspunkt er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 og § 17a, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt der i sagen er omstændigheder, der kan føre til, at der skal ske dispensation for bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Afgørelsen heraf beror på en skønsmæssig vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder om afgørelsen om bortfald af opholdstilladelsen må anses for at være et indgreb i hans rettigheder til privat- og familieliv i medfør af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet bemærker, at klageren indrejste i Danmark som [23-25-årig]. Han har således haft hele sin barndom og en væsentlig del af sin ungdom i sit hjemland, Iran. Han har haft lovligt ophold i Danmark fra [periode for ophold]. Han taler og skriver dansk, han har fra 2018 til 2020 afsluttet en række fag på [uddannelsessted] og han har haft arbejde i Danmark. Han har ikke ægtefælle eller børn i Danmark. Han er frivilligt udrejst af Danmark med henblik på at tage bopæl i sit hjemland, hvor han nu bor hos sine forældre. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke vil indebære et uproportionalt indgreb i klagerens rettigheder i medfør af EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor også Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 og § 17a, stk. 1, nr. 1. ” Løbenummer: Iran/2024/34/SCH
