Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at Tysklands ansvar må anses for ophørt, idet klageren har forladt Tyskland og rejst tilbage til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har gjort gældende, at han er udrejst til [hjemland] i 2022 kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at klageren ikke har været i stand til at fremvise nogen dokumentation for, at han har været udrejst til [sit hjemland]. Herudover har klageren ikke kunnet oplyse, hvorledes han skulle være udrejst af Tyskland og indrejst i [hjemland]. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf, at Tysklands ansvar for klagerens asylsag ikke kan anses for at være ophørt, jf. forordningens artikel 19, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren ikke kan lide Tyskland, fordi han følte, at han var tilbage i [hjemland], og at der var fyldt med folk fra [politisk gruppe] i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst til de danske myndigheder, at han ikke har nogen konflikt med privatpersoner, grupper eller myndighederne i Tyskland. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/22/lnk
