Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag bør realitetsbehandles i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet han som afvist asylansøger i Sverige risikerer at leve på gaden, hvorved der er risiko for, at han vil blive behandlet i strid med respekten for hans menneskelige værdighed beskyttet i EU's charter om grundlæggende rettigheder artikel 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der ikke grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at det af AIDAs Country Report Sweden (2023, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency.” På baggrund af oplysningerne om sagens hidtidige forløb lægges det til grund, at klageren som afvist asylansøger i Sverige ikke ønsker at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland. Flygtningenævnet finder, at omstændighederne i en situation som den foreliggende, hvor klageren har fået afslag på asyl i Sverige og derfor står over for en tvangsmæssig udsendelse af landet, ikke har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, i forbindelse med klagerens ansøgning om asyl i Danmark. Oplysningerne om den ovenfor nævnte ændring i 2016 af den svenske lov om mottagande av asylsökande m.fl. kan ikke føre til en anden beslutning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2024/13/sahe
