Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke kan få behandlet sin asylsag i overensstemmelse med EU-retlige og internationale forpligtelser samt risikerer at blive frihedsberøvet i Polen. DRC Dansk Flygtningehjælp har yderligere henvist til, at klageren er blevet udsat for racisme af de polske myndigheder, og at klageren har en søster i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af lovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Nævnet lægger til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Polen, og at hun herefter er udrejst af Polen, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren i Polen risikerer at blive frihedsberøvet, og at asylsagen kan blive afvist som inadmissable. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren ikke kan få sin asylsag behandlet i overensstemmelse med Polens EU-retlige og internationale forpligtelser. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren er blevet udsat for racisme af de polske myndigheder. Det forhold, at klageren har en søster, der bor i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren og hendes søster er ikke omfattet af familiebegrebet som er defineret i forordningens art. 2, litra g. Det forhold, at klageren muligt er blevet udsat for push backs fra Polen til Belarus, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner. Der er ikke er holdepunkter for at antage, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren i Polen er i risiko for frihedsberøvelse, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at nævnet er opmærksom på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren. Flygtningenævnet finder dog, at dette ikke kan føre til ændret vurdering og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s Country Report: Poland 2023 Update, udgivet i juni 2024, side 19, fremgår, at der i løbet af 2023 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarussiske grænse. Af ovennævnte rapport (side 36) fremgår videre, at der er bekymring for, om Dublin-returnees altid har adgang til at få genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene for asylansøgere i Polen, herunder vedrørende adgangen til indkvartering og risikoen for frihedsberøvelse, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren muligt er blevet udsat for racisme af de polske myndigheder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren måtte opleve problemer med de polske myndigheder, må klageren kenvises til at tage kontakt til de overordnede instanser i Polen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/14/diei
