Nævnet omgjorde i efteråret 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ” Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2018 Dem opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved mail [i foråret] 2024 til Udlændingestyrelsen har De anmodet om at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har ved mail af samme dato videresendt Deres henvendelse til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har betragtet Deres henvendelse [i foråret] 2024 som en anmodning om genoptagelse af Deres asylsag, der blev endeligt afgjort af Flygtningenævnet ved nævnets beslutning [i efteråret] 2018. Flygtningenævnet har endvidere besluttet at behandle sagen ved nævnets formand alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan efter nævnets afgørelse [i efteråret] 2018 har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til European Union Agency for Asylum (EUAA) ”Afghanistan – Country Focus” udgivet i december 2023 og European Union Agency for Asylum (EUAA) ”Country Guidance: Afghanistan” udgivet i maj 2024. Da Flygtningenævnet i sin afgørelse [i efteråret] 2018 meddelte Dem opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af Deres families konflikt med Taliban og henset til Talibans efterfølgende magtovertagelse i Afghanistan, opfylder De nu betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2024/41