afgh202420

Nævnet omgjorde i juni 2024 dets afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig afghansk statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:[I efteråret] 2018 meddelte Flygtningenævnet Dem opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Den [i vinteren] 2023 har De søgt om genoptagelse af Deres asylsag med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De har i anmodningen blandt andet henvist til, at De på Facebook har læst et opslag om, at de, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har endvidere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til de pågældendes samboende mandlige ægtefælle og børn i konsekvens heraf. Flygtningenævnet har i den foreliggende sag ikke fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af Deres konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2024/20/tmlo