iran20248

Nævnet hjemviste i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og anser ikke sig selv som tilhørende en religion. Ansøgeren er født og opvokset i [by A], [provins], Iran. Ansøgeren har fra 2018 til 2020 opholdt sig i [by B], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes [familiemedlem A] vil dræbe hende eller sørge for, at hun bliver dømt til henrettelse, fordi hun har nægtet at blive medlem af Revolutionsgarden. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst navnlig, at hendes [familiemedlem A] arbejder for Revolutionsgarden, Sepah, og at han vil dræbe ansøgeren, fordi hun har nægtet at blive medlem af Revolutionsgarden. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes [familiemedlem A] mange gange har udsat hende for vold. Ansøgeren besluttede sig derfor for at flygte fra sin familie. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet som nyt asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for æresrelateret forfølgelse af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst navnlig, at hun har vanæret sin familie ved at flygte fra dem og gifte sig med sin herboende mand uden deres accept. De vil derfor slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Iran, eller udsætte hende for andre overgreb. Hun vil blive påtvunget en religiøs levestil, som hun ikke ønsker, herunder at bære hijab. Hendes [familiemedlem A] har sendt trusler til hende og hendes mand i Danmark. Udlændingestyrelsen har ved den påklagede afgørelse afvist det asylmotiv, som vedrører ansøgerens frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive dræbt af [sit familiemedlem A] eller dømt til henrettelse, fordi hun har nægtet at blive medlem af Revolutionsgarden. Det fremgår ikke, om Udlændingestyrelsen i den forbindelse har inddraget baggrundsoplysninger om Revolutionsgarden, herunder om rekruttering og enhedsbetegnelser mv., ved vurderingen af ansøgerens forklaring. Ansøgeren har først i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet gjort gældende, at hun som et selvstændigt asylmotiv frygter at blive udsat for æresrelateret forfølgelse af sin familie ved en tilbagevenden til Iran. Der er i advokatindlægget henvist til en række baggrundsoplysninger af betydning for vurderingen af dette asylmotiv, ligesom ansøgeren for nævnet har afgivet en nærmere forklaring vedrørende de anførte forhold. Det bemærkes, at denne forklaring til dels fremtræder usammenhængende og præget af udbygninger, herunder navnlig for så vidt angår perioden fra 2018 frem til ansøgerens udrejse af Iran i [efteråret] 2020. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at hensynet til at træffe en materiel rigtig afgørelse og at sikre muligheden for en to-instansbedømmelse af det samlede prøvelsesgrundlag tilsiger, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering i første instans. Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen både foretager en prøvelse af det nye asylmotiv om æresrelateret forfølgelse og foretager en fornyet prøvelse af det asylmotiv, som styrelsen allerede har taget stilling til, herunder ved at inddrage tilgængelige baggrundsoplysninger om Revolutionsgarden.” Iran/2024/8/EEB