Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shiamuslim fra [by A], Iran. Ansøgeren blev døbt i Danmark [sommeren] 2017. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hendes ægtefælle har været politisk aktiv. Ansøgeren har i den forbindelse været tilbageholdt én gang, og familiens bopæl er blevet ransaget. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun blev introduceret til kristendommen i 2010 gennem en veninde på sit asylcenter, der tog ansøgeren med til et kirkeligt arrangement afholdt af [kirke A]. Ansøgeren begyndte efterfølgende at komme i [kirke B] i [by B], hvor hun blandt andet deltog i undervisning. Ansøgeren besluttede sig for at blive kristen, efter hun havde en drøm om Jesus, hvor han sagde til hende, at hun skulle åbne sit hjerte for ham. Ansøgeren blev døbt [sommeren] 2017 i [by C] Kirke, og hun har efterfølgende deltaget i gudstjeneste og bibelcafé i samme kirke. Til støtte for sin konversion har ansøgeren fremlagt en række udtalelse og erklæringer vedrørende sine religiøse aktiviteter. Flygtningenævnet stadfæstede [sommeren] 2011 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse. I forbindelse hermed fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke selv havde været politisk aktiv, risikerede forfølgelse som følge af ægtefællens aktiviteter eller som følge af, at hun ikke selv havde underrettet myndighederne om ægtefællens aktiviteter. Ansøgeren fremsendte herefter en tilsigelse udstedt til hende i Iran [foråret] 2011 og anmodede på baggrund heraf om genoptagelse af sagen. Ved afgørelse af [sommeren] 2012 afviste Flygtningenævnet dette. Det fremgår af afgørelsen blandt andet, at nævnet ikke kunne tillægge den fremlagte tilsigelse bevismæssig vægt. I den forbindelse blev det blandt andet bemærket, at ansøgeren ikke var fremkommet med nogen rimelig forklaring på, hvorfor dokumentet ikke var fremlagt i forbindelse med nævnsmødet [sommeren] 2011. Ansøgeren anmodede på ny om genoptagelse af sin sag i 2016, hvilket blev imødekommet, og der blev den [efteråret] 2018 afholdt mundtligt nævnsmøde. Ansøgeren påberåbte sig i den forbindelse konversion som asylgrundlag og fremlagde en række dokumenter, ifølge hvilke ansøgeren skulle have været kirkegænger siden 2010. Flygtningenævnets flertal fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Af afgørelsen fremgår blandt andet: ”I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen af hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl, og – som i denne sag – hvor ansøgeren har fået afslag på genoptagelse. Herefter udtaler et flertal: Ved vurderingen af, om den påberåbte konversion er reel, lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at ansøgerne først [i vinteren] 2015/2016 oplyste om sin interesse for kristendommen overfor myndighederne, selvom ansøgeren begyndte at gå i kirke i [efteråret] 2010. Ansøgeren oplyste således ikke om sin interesse for kristendommen i forbindelse med nævnsmødet [sommeren] 2011, i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning af [sommeren] 2012, der blev afgjort [sommeren] 2012 eller i de efterfølgende fire år. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren første gang opsøger kirken umiddelbart efter at have modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har begrænset kendskab til kristendommen, særligt henset til at ansøgeren har [10-12 års] skolegang, er kommet i kirke i 8 år og i samme periode har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for hende, ligesom ansøgeren angiveligt ikke har reflekteret over konsekvenserne af konverteringen. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren.” Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel og udtryk for en indre religiøs overbevisning. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til de omstændigheder, der fremgår af nævnets afgørelse af [efteråret] 2018. Hertil kommer, at ansøgeren også under dette nævnsmøde har illustreret et ganske overordnet kendskab til kristendommen og ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning religionen, konversionen og kirkegangen i øvrigt har for hende. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder som følge af sit oprindelige asyl-motiv. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til det ovenfor anførte i afgørelsen af [sommeren] 2011. Der henvises endvidere til, at ansøgerens søn, der er rejst tilbage til Iran, ikke har oplevet problemer med myndighederne i forbindelse hermed. Flygtningenævnet tiltræder således, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke selv har været politisk aktiv, risikerer forfølgelse som følge af ægtefællens aktiviteter eller som følge af, at hun ikke selv har underrettet myndighederne om ægtefællens aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelser af [sommeren] 2011 [efteråret] 2018.” Iran/2024/11/ajni
