Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde privatretlige konflikter med personer i Tyskland, og at han psykiske helbredstilstand blev forværret under opholder i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 har truffet afgørelse om at overføre klageren til Tyskland i medfør af Dublinforordningen artikel 18, stk. 1, litra d, og at en engelsk oversættelse af afgørelsen blev sendt til klageren [to-tre dage efter], men at klageren først påklagede afgørelsen [mere end en måned senere] i forbindelse med Hjemrejsestyrelsens udsendelsessamtale med klageren. Klagefristen på 7 dage efter udlændingelovens § 53 a, stk. 2, er derfor som udgangspunkt overskredet. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at klageren har oplyst, at han havde modtaget nogle dokumenter, som han formoder at være fra Udlændingestyrelsen, men at han har været indlagt på hospitalet flere gange under behandlingen af sin sag, og at han hverken har fået hjælp af personalet på hospitalet eller på asylcentret til at forstå indholdet af de dokumenter, som han havde modtaget fra Udlændingestyrelsen. Han har videre oplyst, at det først var i forbindelse med hans samtale med Hjemrejsestyrelsen, at han blev bekendt med, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i hans sag. Flygtningenævnet bemærker videre, at klagerens forklaring understøttes af flere sundhedsjournaler, og at personalet på klagerens asylcenter under-støtter klagerens forklaring. Henset til, at klageren ikke var bekendt med afgørelsens indhold forud for klagefristens udløb, og da klageren har reageret hurtigt efter Hjemrejsestyrelsens orientering om afgø-relsen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022 skal realitetsbehandles. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet han i Tyskland frygter nogle privatpersoner, som han har en konflikt med, og idet han har behov for behandling for [diagnose] og sine psykiske problemer, hvilket han ikke tidligere har modtaget i Tyskland. Det forhold, at klageren har oplyst, han frygter at vende tilbage til Tyskland på grund af konflikt med privatpersoner, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Tyskland, må han henvises til at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder det tyske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde ham den fornødne beskyttelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren tidligere har kontaktet de tyske myndigheder, idet han ikke har dokumenteret, at de tyske myndigheder ikke har haft evnen og viljen til at hjælpe ham. Det anførte om, at klageren lider af [diagnose], kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren som afvist asylansøger i Tyskland må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at klageren ikke har modtaget behandling eller støtte, mens han var i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at afviste asylansøgere i Tyskland efter tysk lovgivning er berettiget til at modtage nødvendig sundhedsbehandling. Flygtningenævnet bemærker, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2023/8/EHD
