Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst ulovligt i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren på asylansøgningstidspunktet var mindreårig, og til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien, herunder adgangen til sundhedsbehandling og indkvarteringssystemet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2023 indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens asylsag bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 8, stk. 4, idet klageren ikke har noget familie i Spanien, og at klageren på tidspunktet for ansøgningen om international beskyttelse var [15-17] år gammel, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om, at han på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen var [15-17] år, til grund. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til begrundelsen i nævnets afgørelse af samme dato, hvor nævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/2024], hvorfor klageren fortsat vil være registreret med fødselsdatoen [dato i vinteren 2003/2004]. Klageren var således ikke mindreårig på tidspunktet for asylansøgningens indgivelse, hvorfor klageren ikke omfattes af anvendelsesområdet for Dublinforordningens artikel 8. Det af klageren oplyste om, at han ikke modtog lægebehandling under opholdet i Spanien, selvom han var syg ved ankomsten til Spanien samt, at klageren har fremlagt en underretning fra sundhedsklinikken på asylcentret dateret [efteråret] 2023 hvoraf det fremgår, at klageren ofte tænker på de voldsomme oplevelser, han har været igennem, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Spanien, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Spanien har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af AIDA’s Country Report: Spain 2022 Update, side 118, at: ”Spanish law foresees full access to the public health care system for all asylum seekers. Through this legal provision, they are entitled to the same level of health care as nationals and third-country nationals legally residing in Spain, including access to more specialised treatment for persons who have suffered torture, severe physical or psychological abuses or traumatising circumstances.” Det fremgår endvidere af førnævnte rapport, at de spanske myndigheder tilbyder særlige indkvarteringsforhold for sårbare personer, og det fremgår videre af rapportens side 120, at: “In the Spanish reception system, efforts are made to place asylum seekers in the reception place which best fits their profile and needs depending on their age, sex, household, nationality, existence of family networks, maintenance, etc. A case by case assessment is made between OAR and the relevant NGO in charge of the reception centres and, after assessing the availability of reception spaces and the individual characteristics of the applicant, the person is placed in the place that responds to his or her needs. As asylum seekers’ placement is made on case by case basis, there is an ongoing monitoring mechanism which takes into consideration the response to reception needs of each person concerning the mentioned profiles.” Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af klageren anførte om, at asylansøgere, som er mørke i huden, behandles dårligere og udsættes for racisme, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har ved vurdering lagt vægt på, at såfremt klageren ved en overførsel til Spanien fortsat oplever at blive udsat for racisme fra privatpersoner, må klageren henvises til at rette henvendelse til de spanske myndigheder herom. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de spanske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Såfremt klageren har oplevet at blive udsat for racisme af de spanske myndigheder, bemærker nævnet, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage over de spanske myndigheders behandling. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med de spanske myndigheder, henvises klageren til at indgive en klage til en relevant overordnet myndighed. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om adgangen til asylproceduren og indkvarteringssystemet i Spanien, skal det indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet er bekendt med, at det spanske asylsystem er behæftet med visse mangler, og at Europa-Kommissionen den 26. januar 2023 har indledt en traktatbrudsprocedure mod Spanien for manglende overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2013/33 af 26. juni 2013 (modtagedirektivet). Ligeledes er nævnet bekendt med, at der er udfordringer i modtagesystemet i Spanien, hvilket medfører, at asylansøgere ikke altid registreres i asylsystemet og indkvarteres umiddelbart efter at have fremsat ønske om at søge om asyl. Flygtningenævnet bemærker dog i den forbindelse, at den anmodende medlemsstat som udgangspunkt alene er udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). I forlængelse af dette bemærkes det, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Spain 2022 Update, at Ministeriet for Arbejde, Migration og Social Sikring i Spanien den 22. januar 2019 udsendte en instruks om, at Dublin-returnees ikke skal udelukkes fra modtagelsessystemet, hvis de frivilligt forlader Spanien for at rejse til et andet EU-land. Det bemærkes videre, at det af samme rapport fremgår, at Dublin-returnees ikke har vanskeligheder ved at genindtræde i asylproceduren i Spanien, herunder at OAR prioriterer genadgangen af registreringen af asylansøgningen for Dublin-returnees. Endvidere følger det af side 97 af AIDA’s rapport, at den spanske regering i oktober 2022 allokerede 215 millioner euro til at bygge 17 modtagefaciliteter for asylansøgere med henblik på at løse indkvarteringsproblemet. På baggrund af dette må det formodes, at de spanske myndigheder aktuelt gør en indsats for at sikre overholdelsen af deres internationale forpligtelser. Endvidere følger det af AIDA’s rapport på side 96, at der i praksis ikke længere er forskel på udfordringerne, som Dublin-returnees og andre asylansøgere oplever i forhold til adgangen til indkvartering, og at de spanske myndigheder prioriterer registreringen af Dublin-returnees. I øvrigt bemærkes det, at Spanien har tiltrådt flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på det grundlæggende princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der beror således på baggrund af princippet om gensidig tillid en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de førnævnte konventioner. Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke efterlever sine internationale forpligtelser, hvorfor de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med indkvartering af asylansøgere i Spanien og det i øvrigt anførte af DRC Dansk Flygtningehjælp, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2024/2/MLVT
