dub-pole20244

Nævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et visum til Polen. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Sambehandlet med Dub-Pole/2024/3/LODUAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at fristen i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, 1 pkt. skulle regnes fra klagerens ankomst til Danmark i 2022. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Polen, således at klagerens ansøgning realitetsbehandles i Danmark, gjort gældende, at fristen i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, 1. punktum, skal regnes fra hans ankomst til Danmark i 2022, hvor klageren og hans partner indrejste i Danmark, og straks indgav ansøgning om asyl. Det fremgår, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse i [sommeren 2021] meddelte klageren afslag på sin ansøgning om asyl i Danmark. Klageren frafaldt herefter klage af afgørelsen til Flygtningenævnet, og udrejste i [efteråret 2021] frivilligt af Danmark. I [vinteren 2021/2022] henvendte klageren sig til modtagecenter Sandholm. Det fremgår, at klageren indrejste i Danmark fra [europæisk land] via visum til Polen. Klageren har oplyst, at han henvendte sig til modtagecenter Sandholm med henblik på at søge om asyl, nu med henvisning til [oplysninger om asylmotiv] som asylmotiv. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i forbindelse hermed blev registreret som ”genopdukket” i udlændinge-myndighedernes systemer. Det fremgår videre, at klageren ved Udlændingestyrelsens beslutning blev overflyttet i [foråret 2022] til asylcentret i [by A], og senere asylcentret i [by B]. Det fremgår også, at klageren i [foråret 2022] fik udstedt et asylkort, og at klageren i forløbet indtil sin asylsamtale i [sommeren 2023] modtog sundhedshjælp og udbetalinger af lommepenge. Udlændingestyrelsen rettede i [sommeren 2023] henvendelse til de polske myndigheder efter forordningens artikel 34, for at få op-lyst, hvorvidt klageren havde ansøgt om asyl i Polen. Efter at de polske myndigheder havde svaret, at klageren ikke havde søgt asyl i Polen, men var indrejst på grundlag af et udstedt visum, anmodede Udlændingestyrelsen i [sommeren 2023] de polske myndigheder om at overtage klagerens sag efter forordningens artikel 12, stk. 4. Det følger af Dublinforordningens artikel 20, stk. 2, at proceduren til afgørelse af hvilken medlemsstat, der er ansvarlig, indledes, når en ansøgning om international beskyttelse indgives for første gang i en medlemsstat. Endvidere fremgår det af Dublinforordningens artikel 20, stk. 2, 1. pkt., at en ansøgning om international beskyttelse betragtes som indgivet på det tidspunkt, hvor en af ansøgeren indgivet formular eller en af myndighederne udfærdiget rapport er kommet den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder i hænde. Det fremgår af 2. pkt., at der i tilfælde, hvor der ikke er tale om en skriftlig ansøgning, skal tidsrummet mellem ansøgerens hensigtserklæring og udfærdigelsen af en rapport være så kort som mulig. Det følger af Dublinforordningens artikel 21, at hvis en medlemsstat, som en ansøgning om international beskyttelse indgives til, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan den snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at ansøgningen er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, anmode denne anden medlemsstat om at overtage ansøgeren. I den konkrete situation er der ikke grundlag for at afvise klagerens oplysning om, at han henvendte sig i [vinteren 2021/2022] til de danske udlændingemyndigheder i den hensigt at ansøge om asyl. Flygtningenævnet lægger til grund, at det må antages alene at bero på en sagsbehandlingsfejl, at henvendelsen ikke blev anset som en ny ansøgning om asyl. Under disse foreliggende særlige omstændigheder, finder Flygtningenævnet efter samlet konkret vurdering, at de tidsmæssige betingelser i forordningens artikel 21, stk. 1, ikke er opfyldt, og klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.På den baggrund omgør Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse fra [efteråret 2023] jf. udlændingeloven § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1.” Dub-Pole/2024/4/LODU