Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en et ægtepar og et medfølgende barn, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Italien på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder indkvarterings- og mod-tagelsesforholdene samt forholdene for sårbare. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager i [efteråret] 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsop-lysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinfor-ordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klagerne skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagernes helbredsmæssige forhold, herunder at klagerne er nervøse for deres [barns] udvikling og velbefindende, at den kvindelige klager har det psykisk svært og er stresset samt, at den mandlige klager har pådraget sig en [skade] og er psykisk plaget af bekymringen for familiens fremtid, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klagerne kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Italien, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Italien ikke overholde sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Italien har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update 2022, at Dublinreturnees har tilstrækkelig adgang til sundhedsbehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af førnævnte rapport, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af særligt sårbare personer, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedure for sårbare personer, idet disse personer indrømmes en prioriteret asylproces. Det forhold, at klagerne frygter, at familien ved en overførsel til Italien vil blive adskilt, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update 2022, at de italienske myndigheder i indkvarteringsprocessen tager hensyn til familiens enhed, hvorfor indkvarteringscentrene så vidt muligt sikrer, at familiemedlemmer indkvarteres sammen. Det forhold, at [politisk parti] har frarådet klagerne at tage ophold i Italien, fordi [styret i klagernes hjemland] angiveligt har mange kontakter i Italien, kan endvidere ikke føre til, at klagernes ansøgning om international beskyttelse tages under behandling i Danmark. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at såfremt klagerne føler sig usikre i Italien, må klagerne henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder herom. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at de italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klagerne den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagernes sag bør behandles i Danmark af hensyn til klagernes [barns] ængstelige natur, herunder med henvisning til barnets tarv, som det fremgår af Dublinforordningens artikel 6 og Børne-konventionens artikel 3, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod barnets tarv at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse i Italien. Nævnet bemærker, at selvom hensynet til barnets tarv skal indgå i vurderingen, er hovedformålet med Dublinforordningen effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse samt at påbegynde sagsbehandlingsprocessen hurtigst muligt. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af klagernes ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/10/MLVT.
