Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med colo/2024/2/lafal, colo/2024/3/lafal og colo/2024/4/lafal. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er katolik fra [by A], Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter guerillagruppen ELN (Ejército de Liberación Nacional), som følge af, at ELN vil opkræve fortjenesten fra ansøgerens og ægtefællens [erhverv]. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at medlemmer af gruppen har truet ham og hans ægtefælle, og at de er blevet opsøgt flere gange. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at hans nabo og en bekendt er blevet slået ihjel af ELN, som følge af ansøgeren og dennes ægtefælles konflikt med gruppen. Endeligt har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B], som en følge af ansøgerens og ansøgerens ægtefælles konflikt, er blevet opsøgt og truet af medlemmer fra ELN, og at [familiemedlem A] og [familiemedlem B] som følge deraf også er flygtet til Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med ELN. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret forskelligt om centrale dele af hans og hans ægtefælles asylmotiv. Det fremgår således, at ansøgerens ægtefælle til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 har oplyst, at ELN opsøgte dem på [ejendommen] 6-7 gange, mens hun til asylsamtalen [i sommeren] 2023 oplyste, at de blev opsøgt 3 gange, hvilket hun umiddelbart efter korrigerede til 4 gange. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret forskelligt om, hvornår de begyndte at betale penge til ELN. Ansøgeren har således til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 oplyst, at ansøgerens ægtefælle ved denne første opsøgning på [ejendommen] afviste gruppens krav om betaling. Ansøgerens ægtefælle har derimod til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 oplyst, at hun ikke modsatte sig guerillagruppens krav om betaling under den første opsøgning, hvor hun gav dem penge. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle har forklaret, at ansøgeren må have forvekslet forløbet under den første opsøgning med, hvad der skete den sidste gang, hvor de blev opsøgt af gruppen. Det fremgår således af ansøgerens asylsamtale, at han direkte blev bedt om at fortælle om den første opsøgning, og at det først var efter, at han var blevet orienteret om uoverensstemmelsen mellem hans og ægtefællens oplysninger, at han forklarede, at den opsøgning, som han fortalte om, ikke var den første opsøgning. Han har i den forbindelse oplyst, at ELN tidligere havde været på [ejendommen], og at de samlet set er blevet opsøgt omkring 4-6 gange. Det forekommer efter flertallets opfattelse at være utroværdigt, at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke kan huske, hvor mange gange de er blevet opsøgt på [ejendommen], og at de har forklaret vidt forskelligt herom. Flertallet har også lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 samt asylsamtalen [i sommeren] 2023 har oplyst, at hun og ansøgeren, efter at være flygtet ud af huset, løb hjem til deres nabo, […], som kørte dem til [by B] på sin knallert eller motorcykel. Ansøgeren har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 oplyst, at de efter at være flygtet ud af huset løb til busterminalen i [by B]. Han har herefter til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 forklaret, at han og ægtefællen under flugten løb ned på landevejen, hvor de mødte [deres nabo], som havde hørt skuddene i forbindelse med, at guerillagruppen trængte ind på [ejendommen]. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgerens og ægtefællens forklaringer adskiller sig væsentligt fra hinanden, og at ansøgerens asylmotiv fremstår som konstrueret til lejligheden. Hertil kommer, at der er forklaret udbyggende om, at ansøgers [familiemedlem A] og [familiemedlem B] efterfølgende er blevet opsøgt i deres hjem af den samme gruppe, som kom på [ejendommen], og at gruppen i den forbindelse forsøgte at bortføre ansøgerens [familiemedlem B]. Det synes tillige at være udbyggende, når det er forklaret, at en anden guerillagruppe flere måneder efter episoden på [ejendommen] skulle have truet ansøgers ægtefælle i et trusselbrev, som blev afleveret hos ansøgerens [familiemedlem C]. Der er tale om et brev, som først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl, og som fremstår som konstrueret til lejligheden. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgerens ægtefælles [familiemedlem D], som ægtefællen ikke længere har kontakt til, skulle have sendt en optagelse fra et overvågningskamera i en butik til ægtefællens [familiemedlem E] i [land A], som angiveligt viser en person, der var sammen med nævnte [familiemedlem D´s] søn, blive dræbt af skud, og at dette i øvrigt skulle have nogen sammenhæng med ansøgerens og dennes ægtefælles forhold. På baggrund af denne samlede vurdering af ansøgerens generelle troværdighed afviser Flygtningenævnets flertal i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Colombia ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Colo/2024/1/lafal