Nævnet omgjorde i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i vinteren 2017/2018] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen blev senest forlænget [i efteråret] 2023. Klageren har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han snart vil være i den militærpligtige alder, idet han er 17 år og [antal] måneder gammel, og at han ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere fængsling, og at klageren ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i den syriske hær. Flygtningenævnet finder under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborgere, der risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste i det syriske hær, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2024/39/kdo