Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev senest i 2023 idømt fængsel i to år og ni måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., samt flere bestemmelser i lov om euforiserende stoffer og hjemrejseloven, samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er [etnicitet] og ateist fra [landsby], [by], Iran. Klageren stammer fra en politisk aktiv familie, som har sympatiseret med KDPI. Klageren er efterfølgende blevet medlem af [iransk-kurdisk parti A], som han har udført politiske aktiviteter for. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse af myndighederne, idet han er medlem af [iransk-kurdisk parti A]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at klagerens familie støtter og sympatiserer med KDPI, men at klageren i 2010 fik interesse for [iransk-kurdisk parti A]efter mødet med en venstreorienteret mand ved navn [A]. Klageren meldte sig ind i [iransk-kurdisk parti A]to uger senere. Klageren uddelte efterfølgende løbesedler og CD’er for partiet, og han fik til opgave at angive forrædere af partiet. I 2010 rejste [A] til Irak, hvorfor en person ved navn [B] blev klagerens nye kontaktperson til partiet. I 2011 blev klageren kontaktet telefonisk af [A], som oplyste, at de iranske myndigheder havde fundet [B] i besiddelse af politisk materiale, hvorfor klageren var i livsfare og skulle udrejse til Irak. Klageren udrejste af Iran til Irak [i sommeren] 2011, men både [A] og [B] er efterfølgende blevet likvideret. De iranske myndigheder opsøgte klagerens bopæl cirka en måned efter [B’s] anholdelse, og klagerens familie blev efterfølgende chikaneret af myndighederne i en sådan grad, at de var nødt til at flytte fra bopælen. Klageren besluttede sig for at udrejse til Europa i [efteråret] 2015, idet han frygtede den iranske efterretningstjeneste. Klageren har under opholdet i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter, og han har deltaget i [iransk-kurdisk parti A’s] arrangementer samt i flere demonstrationer foran den iranske ambassade. Klageren er endvidere aktiv på de sociale medier, herunder [socialt medie A], [socialt medie B], [socialt medie C], [socialt medie D] og [hjemmeside], og han deler oftest videoer og billeder på sin [socialt medie B-profil]. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er i familie med Mahsa Amini, idet klagerens [familiemedlems] bror var [i familie] til Mahsa Amini. Klageren har fået slægtskabet forklaret telefonisk af [et familiemedlem] umiddelbart efter Mahsa Aminis død. Klageren har afslutningsvis henvist til, at han er ateist, og at dette er ulovligt i Iran. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Det fremgår videre af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved endelig dom af [vinteren 2020/2021] blev idømt 6 måneders fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk.1, 1. pkt., og at han ved endelig dom af [foråret] 2023, blev straffet med 3 års fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder desuden, at klageren udgør en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på karakteren og omfanget af den udøvede kriminalitet, der er pådømt ved domme af [vinteren 2020/2021] og [foråret] 2023. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren gentagne gange inden for en kortere årrække og ud over de oven for nævnte domme er straffet i ikke uvæsentligt omfang for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den omstændighed, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at han aktuelt er stoffri og under misbrugsbehandling under afsoning, kan ikke føre til et andet resultat, navnlig henset til, at klageren i forbindelse med Flygtningenævnets beslutning af [efteråret] 2019, hvor klageren på ny blev meddelt opholdstilladelse, tillige gav udtryk for at være stoffri, henset til, at klageren efterfølgende gentagne gange er straffet for narkokriminalitet. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens forhold ikke i øvrigt giver grundlag for at antage, at der fremadrettet vil indtræde en væsentlig forbedring. Klageren har ikke familiemedlemmer i Danmark. Herefter, og da Flygtningenævnet tiltræder, at der ikke i øvrigt foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2024/26/mlvt
