Nævnet meddelte i juli 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. dagældende bilag liste A, nr. 3, og liste B, nr. 43 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse i Iran, idet han har unddraget sig militærtjeneste i krigstid. Klageren er ved [landsrettens] ankedom [i efteråret] 2020 idømt 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. dagældende bilag liste A, nr. 3, og liste B, nr. 43, og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Klageren er forud herfor ved [byrettens] dom [i efteråret] 2015 for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag liste B nr. 44, idømt fængsel i 7 dage betinget mod en prøvetid på 1 år. Ved dom [i sommeren] 2022 blev ansøgeren ved [byretten] idømt 2 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2, jf. udlændingelovens tidligere § 34, stk. 5, og udvist af Dammark med et indrejseforbud for bestandigt. [I efteråret] 2021 traf Flygtningenævnet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har ved afgørelse [i efteråret] 2024 på den baggrund truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet kan henholde sig til sin tidligere afgørelse om, at klageren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand ved [landsrettens] ankedom af [foråret] 2020, hvor han er idømt 1 års fængsel for grov narkotikakriminalitet. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Klageren er ved dom af [sommeren] 2022 afsagt af [byretten] idømt 2 års fængsel og udvist for bestandigt for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. bl.a. hjemrejselovens § 24. Ved vurderingen af, om denne dom, sammenholdt med ankedommen fra [foråret] 2020, kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at sidstnævnte dom vedrører overtrædelser af ordensmæssig karakter, som efter de foreliggende oplysninger ikke isoleret set kan føre til, at klageren anses for en fare for samfundet. I vurderingen af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at det må tillægges vægt, at ankedommen fra [foråret] 2020, der førte til udvisning af klageren med et indrejseforbud i 6 år, vedrører forhold begået for cirka fem år siden, og at klageren ikke efterfølgende er tiltalt eller dømt for personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Flygtningenævnet finder, at det endvidere må tillægges vægt, at klageren på tidspunktet for den kriminalitet, som han blev dømt for ved ankedommen fra [foråret] 2020, var stofmisbruger, og at han nu efter det oplyste har været ude af stofmisbrug i 3 år. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, i hvilken vurdering der tillige er indgået klageres alder og det oplyste om klagerens helbredsmæssige forhold, at klageren ikke længere kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/23/kdo
