Nævnet meddelte i maj 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. og knivlovens § 7, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har vurderet at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, samt at han er udelukket af beskyttelse efter udlændingelovens 10, stk. 3. Klageren er etnisk [etnicitet] fra Iran og har oplyst at være kristen af trosretning. Klageren er født i [flygtningelejr A] i [by B] i [land C]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, udsat for overgreb eller fængslet af de iranske myndigheder, idet de tror, at han er medlem af [gruppen D], samt fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen, og fordi han har kritiseret myndighederne og islam på de sociale medier, samt deltaget i demonstrationer, hvor han endvidere har [optrådt]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ven, [E], i 2015 introducerede klageren til personer fra [gruppen D]. Personerne bad om hjælp til at få mad og drikke, hvilket klageren indvilligede i. Klageren var herefter ikke i direkte kontakt med personer fra [gruppen D]. Klageren lånte dog flere gange sin bil til [E], der hjalp [gruppen D]. Klageren gav også [E] penge, så han kunne handle ind til personerne fra [gruppen D]. Nogle måneder senere opstod der sammenstød mellem politiet og personer fra [gruppen D]. I den forbindelse blev flere personer fra [gruppen D] anholdt. I den efterfølgende periode blev endnu flere personer fra [gruppen D] anholdt, herunder nogle af klagerens venner, som havde lånt klagerens bil til at hjælpe [gruppen D]. Klageren udrejste, idet han frygtede at blive angivet til myndighederne. Efter klagerens udrejse blev klagerens families bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, der spurgte efter klageren. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på [de sociale medier] har udtalt sig kritisk om de iranske myndigheder samt Islam. Klageren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har [optrådt] til [et antal] demonstrationer, og at der til en af disse demonstrationer blev taget videoer af hans [optræden], samt at disse videoer ligger på hans sociale medier. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sine aktiviteter i Danmark, hvor han har udtalt sig kritisk om myndighederne i Iran. Flygtningenævnet tiltræder tillige Udlændingestyrelsens vurdering af, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren blev dømt for ved [landsrettens] dom af [2020], må betragtes som en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren blev straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191 ved at have besiddet [narkotika A] og [narkotika B] med henblik på videreoverdragelse og for overtrædelse af knivloven. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger i dag. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, skal der således foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet bemærker, at dommen, der førte til udvisning af klageren, vedrører forhold begået i [2019]. Klageren er ved dom af [2022] straffet med fængsel i [antal] dage for overtrædelse af reglerne om opholds- og meldepligt på [udrejsecenter A]. Klageren blev endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. Ved vurderingen af, om denne dom, sammenholdt med dommen fra 2020, kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at sidstnævnte dom vedrører overtrædelser af ordensmæssig karakter, som ikke kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet. Klageren har således ikke efter dommen af [2020] udvist en kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han fortsat er en fare for samfundet. Ved vurderingen af klagerens forhold i øvrigt må det tillægges vægt, at han på tidspunktet for den kriminalitet, som han blev dømt for [i 2020], var stofmisbruger, og at han nu i en længere periode har været ude af sit stofmisbrug. Klageren har efter det oplyste haft en problemfri varetægtsfængsling og afsoning, og der foreligger en række positive udtalelser om hans opførsel under opholdet på [udrejsecenter A]. Af en udtalelse [fra foråret 2024] fra en autoriseret psykolog tilknyttet udrejsecenteret fremgår, at klageren fremtræder som åben og reflekterende, og at han er bevidst om omfanget og betydningen af sit tidligere misbrug og den kriminalitet, som det medførte. Endvidere fremgår det, at klageren udviser en høj grad af selvindsigt omkring sin psykiske sårbarhed, og at han tager klar afstand fra at blive involveret i de kriminelle aktiviteter, der finder sted på [udrejsecenter A]. Psykologen vurderer, at klageren udviser en høj grad af empati, forståelse for de sociale samspilsregler og accept af de eksisterende normer. På den anførte baggrund og efter klagerens forklaring til nævnsmødet, hvor klageren også har fremstået velreflekteret, finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke længere kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse, og at der dermed foreligger sådanne særlige grunde, at han ikke bør udelukkes for beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/20/AJNI
