iran202418

Nævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i Iran deltog i seks demonstrationer som følge af drabet på Mahsa Amini, og i den forbindelse blev hun efterfølgende opsøgt og voldtaget af myndighedspersoner. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i efteråret 2022 har deltaget i en række politiske demonstrationer i Iran mod det iranske styre på grund af Mahsa Aminis død. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren forud for og efter sin udrejse af Iran på sin profil på [socialt medie] har udtrykt kritik af det iranske styre, herunder med posts på [socialt medie] blandt andet under [symbol] MahsaAmini, og at hun har postet en kalender med datoer for demonstrationer mod det iranske styre, samt at hun ligeledes under sin profil på [social platform] har postet tekster med kritik af det iranske styre. Efter en samlet konkret vurdering af ansøgerens aktiviteter, navnlig hendes deltagelse i demonstrationerne, sammenholdt med baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys, og at hun har en velbegrundet frygt for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeleler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/18/SCH