Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [landsby], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse i Eritrea, herunder fængsling under forfærdigelige forhold, som følge af, at hun er udrejst illegalt af Eritrea, og ikke har betalt den bøde, som hun skulle betale efter, at hendes ægtefælle deserterede fra nationaltjeneste. Klageren har endvidere anført, at hendes datter [A] uanset hendes helbredsforhold vil blive udtaget til nationaltjeneste, og at klageren har bistået sin datter med at unddrage sig nationaltjeneste ved at bringe hende til Danmark. Klageren har herom oplyst, at efter hendes ægtefælles desertering, er hun blevet opsøgt af myndighederne med henblik på at, at hun skulle give myndighederne oplysninger om ægtefællens opholdssted. Endvidere er hun blevet pålagt at indfinde sig på et lokalt myndighedskontor, hvor hun fik at vide, at hun skulle betale en bøde på 50.000 nakfa som følge af ægtefællens desertering. Klageren blev i denne forbindelse frihedsberøvet i en dag. Hun blev løsladt med den betingelse om, at hun senere skulle betale bøden. Klageren har videre oplyst, at hendes datter nu er [18-21 år] og er i den aldersgruppe, som har pligt til at aftjene nationaltjeneste. Klageren risikerer at blive holdt ansvarlig for, at hendes nu voksne datter ikke aftjener nationaltjeneste, idet hun ikke befinder sig i landet. Klageren har gennem familiesammenføringssagen været ansvarlig for, at hendes datter har forladt Eritrea, således at hun ikke er til rådighed for myndighederne. Efter udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Efter konventionens artikel 1, litra A, nr. 2, betragtes en person som flygtning, såfremt den pågældende: ”som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og som på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil.”. Det fremgår af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”Eritrea National Service, exit and entry” (januar 2020), punkt 33-37, at der er usikkerhed om konsekvenserne af en desertering for en tilbageværende ægtefælle, herunder om ægtefællen risikerer fængsel, hvis ægtefællen ikke betaler en pålagt ”bøde”. Human Rights Watch’ rapport ”Eritrea Crackdown on Draft Evaders’ Families” (februar 2023) beskriver imidlertid, at de eritreiske myndigheder som led i en intensiveret tvangsrekrutteringskampagne har straffet tusindvis af familiemedlemmer til formodede militærundvigere, og at myndighederne i den forbindelse bl.a. har konfiskeret ejendom og tvunget familier på gaden. Tilsvarende fremgår af en artikel fra BBC News fra oktober 2022 ”Eritreans hunted down as military call-ups intensifies over Ethiopia’s Tigray War”. Om forholdene for afviste asylsøgere, der vender tilbage til Eritrea, kan der henvises til UK Home Office’s rapport ”Country Policy and Information note. Eritrea: National service and illegal exit” (september 2021), s. 46f, hvoraf det bl.a. fremgår, at der er begrænsede oplysninger om behandlingen af afviste asylansøgere, men at flere kilder peger på, at afviste asylansøgere risikerer at blive tilbageholdt og fængslet og udsat for hårdhændet behandling. Se herom også FN’s Torturkomités udtalelse af 9. maj 2023 i sag 983/2020, Kibrom Berhane mod Schweiz (navnlig pkt. 7.11 og 7.12) med henvisning til FN’s Special Rapporteur’s rapport, Situation of human rights in Eritrea (maj 2021). Om de aktuelle forhold i Eritrea kan der desuden henvises til FN’s Special Rapporteurs seneste rapport (maj 2023). Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er udrejst illegalt af Eritrea. Klagerens forklaring om, at hun har en aktuel, asylbegrundende konflikt med myndighederne i Eritrea i anledning af ægtefællens desertering i [slut 2000’erne] fremstår usikker og udbyggende samt præget af uoverensstemmelser vedrørende tidspunkter. Forklaringen svækkes desuden i betydelig grad af, at klageren i en årrække [i starten af 2010’erne] har kunnet opholde sig hos sine forældre i Eritrea. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort at hun på dette grundlag er i risiko for at blive forfulgt af de eritreiske myndigheder ved en tilbagevenden til sit hjemland. Oplysningerne om omstændighederne i forbindelse med de mindreårige børns illegale udrejse af Eritrea som led i familiesammenføring med klageren i [midten af 2010’erne] er heller ikke et forhold, der i sig selv indebærer, at klageren har sandsynliggjort, at hun er i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed, at datteren [A] nu er [18-21] år og derfor i målgruppen for at aftjene nationaltjeneste, kan ikke føre til en anden vurdering i forhold til klageren. Herefter, og da klageren ved en tilbagevenden til Eritrea ikke selv er i målgruppen for nationaltjeneste, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2024/4/kdo
