Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige, herunder adgangen til sundhedsbehandling og indkvarteringssystemet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige må formodes at blive henvist til at leve på gaden uden hjælp fra de svenske myndigheder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har, foruden de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. For så vidt angår klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren efter det oplyste har det psykisk dårligt og døjer med [fysisk lidelse], finder Flygtningenævnet, at de danske udlændingemyndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, 2023 Update - April 2024, hvoraf fremgår blandt andet, at asylansøgere i Sverige har ret til en gratis lægelig undersøgelse samt akut helbredsrelateret behandling og tandbehandling, der ikke kan vente. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det forudsættes, at Hjemrejse-styrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. For så vidt angår klagerens familiemæssige forhold, finder Flygtningenævnet, at klagerens herboende moster, faster og morbror ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2024/2/lnk
