Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for manglende adgang til indkvartering og nægtelse af adgang til asylsagsbehandling samt risikoen for frihedsberøvelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Nævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den 28. februar 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun lider af stress og sover dårligt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren i givet fald må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen. Det forhold, at klageren videre har oplyst, at hun frygter ukendte personer med forbindelse til Mongoliet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren tidligere har oplyst, at hun ikke har konflikter med privatpersoner, grupperinger eller myndigheder i Polen. Flygtningenævnet bemærker herved, ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren, såfremt hun har behov herfor, må henvises til at søge de polske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet de polske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen, herunder Dublin-returnees, er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/7/sch
