Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at mod-tage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er indkvarteringsproblemer for asylansøgere og Dub-linoverførte i Nederlandene, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er dokumenteret risiko for manglende og mangelfuld indkvartering – ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Nederlandene ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA, Country Report: The Netherlands, Update May 2023, s. 95-99, hvor det fremgår, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det tidspunkt, de indgiver en asylansøgning. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren til flygtningehjælpen har forklaret, at han, efter de nederlandske myndigheder meddelte ham afslag på ansøgning om asyl, forgæves forsøgte at få hjælp til at påklage afslaget, og at han i den forbindelse blev vejledt til at kontakte de nederlandske myndigheder og på den baggrund endte med at vente i så lang tid, at han frygter, at han har sprunget klagefristen, kan endvidere ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren må i den forbindelse henvises til at rette henvendelse til de nederlandske myndigheder for vejledning. Flygtningenævnet bemærker ligesom Udlændingestyrelsen, at Nederlandene har accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, hvorfor det må formodes, at klageren har en verserende sag om ansøgning om asyl i Nederlandene. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordnin-gen.” Dub-nede/2024/2/rsj
