dub-fran20243

Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Frankrig samt adgangen til relevant sundhedsbehandling og støtte. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a (§ 29 a, stk. 1), at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2024 har accepteret at mod-tage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter, at han ikke vil få tilbudt indkvartering i Frankrig ved en indgivelse af ansøgning om asyl, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der fortsat er store problemer med adgangen til indkvartering i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter, at han ikke vil få tilstrækkelig hjælp på baggrund af sin [helbredstilstand], og at han i Danmark har fået mere støtte fra civilsamfundsorganisationer i forbindelse med tolkning, bl.a. [navngivent center], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af AIDA’s Country Report: France, 2023, update (maj 2024), s. 131, at alle asylansøgere har adgang til sundhedsydelser via det universelle forsikringssystem, PUMA. Det bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren til Frankrig underrette de franske myndigheder om klagers særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker til dette, jf. Dublinforordningens artikel 32. De franske myndigheder er herefter forpligtede til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har [et familiemedlem] i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er tale om en relation, der er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.” Dub-Fran/2024/3/MLVT