Nævnet omgjorde i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [landsby A] i distriktet [distrikt A], [by A], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at denne opholdstilladelse senest [i sommeren] 2023 er forlænget med gyldighed til [sommeren] 2025. Klagerens advokat […] har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at klageren tidligere blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af risikoen for at blive forfulgt af såkaldte ”agents of persecution”. Advokaten har endvidere henvist til, at Taliban efterfølgende har overtaget magten i Afghanistan, at klageren er etnisk hazara, og at klageren som følge af sit flerårige ophold i Danmark er blevet vestliggjort, hvorfor klageren således vil være i risiko for at blive udsat for myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Advokaten har på den baggrund gjort gældende, at klageren således – ifølge nævnets praksis – nu omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2016 har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals”, udgivet i september 2021, Landinfos temanotat om Afghanistan ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021 samt UN Security Councils rapport ”The situation in Afghanistan and its implications for international peace and security”, udgivet den 20. juni 2023. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [foråret] 2016 – som senest [i sommeren] 2023 er blevet forlænget – meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens fars konflikt med Taliban. Det fremgår af sagen, at klagerens far har været [offentligt ansat] i [distrikt A]. Henset til de ændrede forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse sammenholdt med klagerens individuelle forhold finder nævnet, at klageren nu opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2016, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1” Afgh/2024/22/mlvt